3F Superligaen

Brøndby-træner har ondt af uheldig angriber

Mathias Kvistgaarden skal opereres, og det kan betyde, han er ukampdygtig resten af sæsonen.

Jesper Sørensen på sidelinjen under kampen mellem Brøndby IF og Silkeborg IF.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Brøndby skal muligvis undvære deres hurtige angriber resten af sæsonen. Det bekræftede klubben tidligere torsdag.

Det er en stor streg i regningen for Jesper Sørensen midt i den tætte kamp om guldet. Men cheftræneren har mest af alt bare ondt af den unge Mathias Kvistgaarden.

– Jeg synes først og fremmest, det er synd for Mathias. Han har haft et rigtig stærkt efterår, og han har lignet en, der stod på spring til et endnu større forår, siger Sørensen til campo.dk.

Sådan skulle det altså ikke blive. Kvistgaarden har døjet med problemer i baglåret i tidligere på foråret. De seneste uger er det knæet, som har drillet, og det kræver altså en operation.

– Skader er en del af spillet i fodbold. Vi har heldigvis været forskånet i størstedelen af sæsonen. Nu er der kommet noget her i foråret, og det er selvfølgelig ærgerligt.

– Mathias har været en vigtig spiller for os indtil nu. Men vi har også i foråret spillet rigtig mange kampe uden ham, og det er jo det, vi skal fortsætte med, siger Sørensen.

Brøndby skriver selv, de forventer, at Kvistgaarden kan være ude i op til seks uger. Og hvem skal så egentlig tage over i slutspurten?

– Det er svært at sige. Der er forskellige spillertyper. Yuito Suzuki har spillet der indtil nu, i og med Kvistgaarden og Ohi spillede sammen i efteråret. Så det er mest ham, der har været inde og tage positionen.

– Men Filip Bundgaard kommer også ind og får mulighed for at tage den. Der er Oscar Schwartau også, der er mange muligheder, siger Sørensen.

Næste opgave for Kvistgaarden-løse Brøndby er topbraget mod FC Midtjylland på hjemmebanen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P