Dyster melding – Silkeborg-komet ude resten af sæsonen
Alexander Busch har ikke været i aktion for Silkeborg i noget tid, og nu bekræfter Kent Nielsen, at den lyskeskade, som den talentfulde midtstopper døjer med, nok holder ham ude resten af sæsonen.
Der er sejrskrise i Silkeborg lige for tiden – og nu forværres situationen yderligere.
Bold.dk melder nemlig, efter interview med Kent Nielsen, at cheftræneren fra klubben i Søhøjlandet forventer, at Alexander Busch sidder ude resten af sæsonen med en lyskeskade.
– Der er ingen forventninger om, at han kommer til at spille på denne side af sommerferien, siger Nielsen ifølge bold.dk.
Lyskeskaden har afholdt Busch fra at deltage i Superligaens festligheder siden sæsonen blev genoptaget efter vinterpausen.
Der var ellers stor interesse i den unge stopper i januartransfervinduet, hvor Silkeborg dog valgte at afvise potentielle bejlere til talentet.
På trods af ikke at have vundet en Superliga-kamp siden 1-2 sejren over Hvidovre den 20. oktober, har Silkeborg alligevel spillet sig i Pokalfinalen, hvor de møder AGF i Parken den 9. maj.
Men den store pokalfinale bliver altså uden Busch i startopstillingen.