Oddset Pokalen

Finaleklar Mortensen: Kneb en tåre ved slutfløjt

Det var en synligt rørt Patrick Mortensen, der snakkede med Viaplay, efter AGF sikrede sig en billet i finalen af Oddset Pokalen.

Patrick Mortensen vinder en hovedstødsduel mod Hansen, da AGF vinder over FC Nordsjælland på Ceres Park.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Gift Links slukkede lyset for FC Nordsjælland i en kamp, der blev forsinket af manglende strøm.

Semifinalen mellem AGF og FCN endte nemlig med at blive halvanden time forsinket, fordi der ikke var strøm i stadionlyset.

På trods af den manglende strøm var AGF-tilhængerne elektriske gennem hele kampen, som ikke bød på mange store chancer før til allersidst, hvor Links afgjorde den anden semifinale, som sluttede 1-0. Dermed er AGF nu finaleklar.

Det rørte Patrick Mortensen, der efter kampen blev interviewet af Viaplay.

– Det er helt surrealistisk. Jeg er så stolt, det er helt vildt. Gutterne gør det så godt.

– Jeg løb rundt med gåsehud inde på banen, det var helt vildt. Jeg tror også, at jeg kneb en lille tåre, da kampen blev fløjtet af.

– Vi vil meget gerne være historiske, jeg vil så gerne stå inde i Parken og løfte pokalen sammen med min anden familie.

– Men vi skal huske på, at vi ikke har vundet noget endnu, forklarer den synligt rørte Mortensen i interviewet med Viaplay efter det udskudte opgør.

Pokalfinalen løber af stablen torsdag den 9. maj på græstæppet i Parken.

Her kan Mortensen sammen med ‘sin anden familie’, AGF, se frem til en kamp mod Silkeborg, der slog FC Fredericia ud af turneringen torsdag aften.

Mest populære

Notifications

Notifikationer