Blæser til angreb mod FCK: Skal angribe deres tvivl
F.C. København gæster MCH Arena søndag aften, og FC Midtjyllands cheftræner vil se sit mandskab angrib kampen fra start i jagten på tre vigtige point til Mesterskabsspillet.
Det er en såret løve, som søndag befinder sig midt i ulveland på den jyske hede.
FCK har tabt de seneste to opgør, og det er man helt bevidst om i FC Midtjylland forud for opgøret søndag aften i Mesterskabsspillet.
Midtjyderne kan i den grad punktere københavnernes guldambitioner, og FCM’s cheftræner forventer et FCK-hold, som jagter oprejsningen.
Men det må ikke fylde hos hans trup, lyder det.
– Vi skal angribe deres tvivl. Vi skal ud at klø på og ikke tænke på deres situation. Vi skal presse dem og ikke overlade noget til dem, udtaler Thomas Thomasberg til klubbens hjemmeside, og slår fast:
– Vi skal ud at vinde.
Sidst FC Midtjylland spillede på hjemmebane endte det med et 2-3 nederlag til FC Nordsjælland, men ellers er Thomasberg tilfreds med sit mandskab.
Skal han alligevel sætte en enkelt finger på noget, så savner han endnu større offensivt udbytte.
– Vi søger lidt mere kynisme, og selvom vi har scoret mange mål, ser jeg gerne et højere niveau også individuelt, lyder det fra Thomasberg.
Søndag gælder det FCK, og her vil cheftræneren se en sulten og jagtende indstilling fra sin trup.
– Vi kommer ikke med et mindset om, at vi ikke må tabe. Fra start er målet tre point. Vi skal ud og at presse dem. Vi skal ud og vinde, slutter den 49-årige Thomasberg.
Kampen mellem FCM og FCK sparkes i gang klokken 18 og kan ses på TV3+ og Viaplay.