Sønderjyske præsenterer to-cifret millionunderskud
Sønderjyske har netop præsenteret sit regnskab for sidste regnskabsår, og der er store røde tal på bundlinjen. Men der er også moderat tilfredshed, for det går den rigtige vej sammenlignet med forrige regnskab.
Minus 11.065.000 kroner.
Det er, hvad der står på bundlinjen på det netop-offentliggjorte regnskab i Sønderjyske for perioden 1. juli 2022 til 30. september 2023.
Regnskabet er det første under det nye ejerskab, og selvom der er tale om et stort underskud, så går det den rigtige vej for klubben.
Det forrige regnskab fra 2021/2022 viste nemlig et underskud på knap 32 millioner kroner, og dermed er der tale om et forbedret resultat på 21 millioner kroner.
Derfor godkender NordicBet Ligaens andenplads regnskabet, men ejerkredsen jubler ikke over resultatet.
– Vi kommer aldrig til at glæde os over at have røde tal på bundlinjen, men årets resultat er lidt bedre end forventet, og vi er tilfredse med forbedringen, lyder det i en samlet udtalelse fra ejerkredsen.
– Det er en markant økonomisk fremgang, der understreger, at vi er på rette vej, men vi er heller ikke i mål, og der ligger masser af hårdt arbejde og økonomisk ansvarlighed forude, så vi kan få det store underskud vendt til et nul.
Sønderjyske bemærker, at seneste regnskabsår har været et ‘omstillingsår’. Ledelsen har gennem omstrukturering af organisationen arbejdet på at sikre den fortsatte eksistens.
Ejerkredsen satser stadig benhårdt på oprykning til Superligaen i år, men har også en bøn til områdets virksomheder.
– Der investeres fortsat i nye spillere, nødvendige administrative funktioner og ungdomsakademiet, og vi er i den sammenhæng afhængige af stigende indtægter fra sponsorer, som kan se værdien i at støtte lokalt og selv blive promoveret gennem en højprofileret sportsgren.
Officielt: Sønderjyske sælger topscorer til norsk fodbold– Det kræver opbakning fra hele landsdelen, hvis fodboldprojektet skal blive en succes, og sammen kan vi gøre Sønderjylland attraktiv og tiltrække og fastholde god arbejdskraft, som er det altoverskyggende formål med klubben, slutter udtalelsen.
Sønderjyske indtager andenpladsen i NordicBet Ligaen, som giver oprykning til Superligaen. Klubben har 14 point ned til FC Fredericia på tredjepladsen.