
Kühl og co. var foran 4-0: Skal ikke være så spændende
Danmark hentede tirsdag en vigtig sejr hjemme mod Belgien – men på trods af, at de danske landsholdskvinder var foran med 4-0, blev kampen alligevel spændende.

De danske landsholdskvinder har fået en forrygende begyndelse på EM-kvalifitkationen.
Først blev Tjekkiet besejret ude, og tirsdag blev det så til en 4-2-sejr over Belgien i Viborg.
Landsholdsspilleren Kathrine Kühl medgiver overfor campo.dk, at alt er gået som ønsket i de første to kampe.
– Jamen, super god start. Vi gik efter at få 6 point med videre fra start af, og det har vi gjort på de her to kampe.
– Så det er først og fremmest virkelig vigtigt at tage med. Masser af selvtillid – og så er der også en masse ting vi skal arbejde på, fortæller hun til campo.dk.
Kathrine Kühl og resten af danskerne var foran med hele 4-0 undervejs i sejren over Belgien, men alligevel blev gæsterne lukket ind i kampen.
– Jamen igen, så bliver det lidt frem og tilbage i 2. halvleg, og vi skal finde en måde ikke at gøre det så spændende på, når vi er foran med 4-0.
– Så det er helt sikkert noget vi skal kigge ind i, siger Arsenal-midtbanen, der lige nu er udlejet til Everton.
Danmark topper nu sin gruppe sammen med Spanien, der også har hentet seks point i sine første to kampe.
De to mødes fredag den 31. maj, hvor Kathrine Kühl og co. altså kommer på en svær opgave mod verdensmestrene, der selv slog belgierne med 7-0.