Al Hajj før Lyngby-gyser: Vi har brug for sejren Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
3F Superligaen

Al Hajj før Lyngby-gyser: Vi har brug for sejren

Fredag aften får OB mulighed for at genrejse sig efter tirsdagens nederlag til Vejle, når fynboerne møder Lyngby på udebane. Og ‘Striwerne’ har brug for tre point, lyder det fra Rami Al Hajj forud for kampen.

OBs Rami Al Hajj i kamp med Vejles Stefan Velkov under superligakampen mellem OB og Vejle Boldklub i Odense tirsdag den 2. april 2024.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

De fik begge den værst-tænkelige start på forårets spændende Kvalifikationsspil.

Lyngby blev klædt af mod Randers og tabte 6-2, og et utrolig tamt OB-mandskab led endnu et nederlag på hjemmebane til Vejle tirsdag aften.

Og det skuffende nederlag til Vejle er blevet parkeret, lyder det fra OB's midtbanekreatør Rami Al Hajj. Nu handler det om de sidste ni nervepirrende kampe.

- Det var en stor skuffelse mod Vejle Boldklub. Vi har analyseret kampen og set på, hvor det gik galt, men også hvad vi kan tage med os videre, og derfor går vi ind på banen i morgen (fredag, red.) med fuld tro på det. Vi har stadig ni kampe tilbage, og hver gang går vi ind med 100 procent tro på, at vi skal have point med, siger Rami Al Hajj til klubbens hjemmeside.

- Det er meget vigtigt, at vi får pointene i morgen. Holdet og alle omkring klubben har brug for, at vi tager sejren. Alle resterende kampe i sæsonen bliver ligesom en finale, og det er vigtigt, at vi har det med i vores mentalitet til kampen.

OBs Rami Al Hajj i kamp med Vejles Stefan Velkov under superligakampen mellem OB og Vejle Boldklub i Odense tirsdag den 2. april 2024.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Fynboerne har haft store problemer med at konvertere sine chancer til mål. Det har cheftræner Søren Krogh også italesat, og Rami Al Hajj håber, at skarpheden viser sig fredag aften på Lyngby Stadion.

- Vi ved, hvordan Lyngby spiller, og det er med mange dueller, og det skal vi indstille os efter. Vi skal bruge deres svagheder mod dem. Men hvis vi kigger på os selv, har vi ikke scoret særlig mange mål.

- I nogle kampe har vi skabt mange chancer uden at score, mens vi i andre ikke har skabt særlig meget. Det handler virkelig om at være skarp, når vi får muligheden. Jeg tror, at hvis vi kombinerer skarpheden med at udnytte deres svagheder, så skal vi nok komme til at score, slutter den 22-årige svensk-libaneser.

Kampen mellem Lyngby og OB fløjtes op klokken 19 og kan ses på TV3 Sport og Viaplay.+

Mest læste

Notifications

Notifikationer