AGF-profiler jubler over Uwe Röslers nye kontrakt
Torsdag offentliggjorde AGF, at man havde forlænget aftalen med cheftræner Uwe Rösler. Den nyhed vækker også glæde hos to af klubbens profiler, Mikkel Duelund og Mikael Anderson.

Uwe Rösler og AGF har forlænget aftalen med hinanden med tre år yderligere.
Det meddelte Aarhus-klubben tidligere torsdag.
Den nye aftale parterne imellem strækker sig nu frem til sommeren 2028.
Nyheden om den karismatiske tyskers nye aftale vækker nu begejstring hos to af AGF's profiler, Mikael Anderson og Mikkel Duelund.
Særligt førstnævnte er imponeret over, at Uwe Rösler ikke er vokset "for stor" til AGF:
- Jamen, jeg tænker, det er flot, at han stadigvæk synes, at AGF er et stort nok projekt til ham.
- Jeg synes han, at han har gjort det rigtig godt. Han har haft en stor betydning for kulturen i AGF på- og udenfor banen. Det er en stor kapacitet at blive med at have her i Aarhus.
- Jeg er rigtig glad for, at fremtiden er plads både for ham og for AGF de næste mange år. Han stiller rigtig store krav hver dag på træningsbanen og til kamp. Så ja, jeg er super tilfreds med, at han bliver - og det tror jeg også, at hele klubben er, siger Mikael Anderson til campo.dk.
Mikael Anderson får medhold af Mikkel Duelund, der ligeledes glæder sig over forlængelsen med den karismatiske tysker.
- Det synes jeg selvfølgelig er dejligt.
- Det er godt for klubben, godt for os spillere og jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet. Det tror jeg, vi alle sammen gør.
- Uwe er en sindssygt dygtig træner og har betydet meget for mig i den periode, jeg har været her i AGF. Jeg ser kun fordele ved, at han fortsætter, siger Mikkel Duelund.
Uwe Rösler kom til AGF i sommeren 2022.
Hans nu forhenværende aftale stod til at løbe ud i 2025.
Uwe Rösler, Mikael Andersen, Mikkel Duelund og resten af AGF spiller næste gang søndag hjemme på Ceres Park mod FC Midtjylland.
AGF
Mikael Anderson
Uwe Rösler












