Vingegaards chef smutter: Skal være fodboldboss
Jonas Vingegaards chef, Merijn Zeeman, kommer til at skifte cyklingens verden ud med fodboldens ditto.
Kan man få succes som leder i én sportsgren, så er successen formentlig også indenfor rækkevide i en anden sportsgren.
Det virker i hvert fald til at være den tese, som AZ Alkmaar arbejder ud fra.
Den hollandske traditionsklub har således onsdag offentliggjort, at man henter 45-årige Merijn Zeeman ind til en stilling som administrerende direktør.
Merijn Zeeman har de sidste mange år gjort sig i cykling, hvor han er kendt som sportsdirektør for Jonas Vingegaards hold, Team Visma – Lease a Bike, der tidligere har været kendt under navnet Jumbo-Visma.
– AZ har aldrig tøvet med at hente folk udenfor fodbold, som har deres egne stærke visioner omkring funktionaliteten af topsportsorganisationer.
– Merijn passer perfekt. Vi har haft gode samtaler med hinanden, og vi er overbeviste om, at AZ og Merijn er en perfekt kombination, siger Alkmaar-formand René Neelissen til klubbens egen hjemmeside.
Jonas Vingegaard får dog lov til at gøre sæsonen færdig med sin sportsdirektør, da Merijn Zeeman først tiltræder i AZ Alkmaar den 1. december 2024.
Her kommer han til at tage over efter Robert Eenhoorn, der efter 10 år har valgt at træde tilbage fra stillingen som direktør i Alkmaar.