Plymouth fyrer manager efter tre måneder på posten
Championship-bundholdet Plymouth Argyle har fyret manager Ian Foster, som kun fik tre måneder i jobbet.
Den 4. januar forlod Ian Foster Steven Gerrard og saudiarabiske Al-Ettifaq.
Nu kan den 47 årige scouser tage tilbage Saudi Arabien, hvis det passer ham. Sent mandag aften har Plymouth Argyle nemlig fyret Foster.
Mandag tabte klubben for femte hjemmekamp i træk, og det er ligeledes femte hjemmekamp i træk, hvor holdet ikke har formået at score. Det har givet klubben direkte kurs mod nedrykning, hvor der nu kun er ét point ned til Huddersfield under stregen.
I første omgang bliver det fodbolddirektør Neil Dewsnip, der med hjælp fra Kevin Nancekivell tager sig af holdet i sæsonens resterende seks kampe.
Ian Foster nåede på sine knapt tre måneder at stå i spidsen for Plymouth i 17 kampe, hvoraf det blev til fire sejre, fire uafgjorte og ni nederlag.
Foster lagde ellers fra land med tre sejre og to uafgjorte i sine første fem kampe, men siden er det blevet til bare én sejr yderligere.