Lössl slår holdkammerat: Kåret til månedens spiller
Jonas Lössl løber med kåringen som månedens fodboldspiller i Superligaen for marts måned. Han var i skarp konkurrence med en anden FCM-profil samt en FCK-profil.
Jonas Lössl har haft et forrygende forår indtil videre.
Her har den garvede FC Midtjylland-keeper bidraget med flere afgørende redninger i midtjydernes togt mod Superligaens førsteplads.
Af den grund oplyser både FC Midtjylland og 3F Superligaen, at Jonas Lössl er blevet kåret til månedens spiller i landets bedste række for marts måned.
Det oplyses videre på 3F Superligaens profil på X, at FCM-keeperen vinder efter et tæt kapløb med F.C. Københavns Mohamed Elyounoussi og FCM-holdkammeraten Oliver Sørensen.
Jonas Lössl har holdt clean sheet tre gange i streg.
FC Midtjylland spiller senere mandag klokken 16.00 hjemme mod FC Nordsjælland.
Opgøret kan ses på 6’eren og Discovery+.