AGF-boss langer ud efter “formatløse” FCN: En enorm uskik
Omkring 40 AGF-fans blev udvist under fredagens pokalbrag mellem FC Nordsjælland og AGF. Den behandling af Aarhus-klubbens fans falder langt fra i god jord hos direktør Jacob Nielsen.
Der blev gået til stålet på banen, da FC Nordsjælland og AGF fredag ramlede sammen i Farum.
Udenfor banen bliver der nu også ‘gået til stålet’.
Det gør der, fordi AGF fik omkring 40 fans bortvist fra Right to Dream Park for at juble på et neutralt tilskuerafsnit.
Den slags huer ikke AGF-direktør Jacob Nielsen, der blandt andet savner en udvidelse af udebaneafsnittet.
– Det synes jeg er enormt ærgerligt. Det her skulle have været en festdag, og der er så også 1150 AGF-fans i udebaneafsnittet, men vi har for lang tid siden bedt om at få det udvidet.
– Fordi det her kunne have været meget mere end de knap 6.000 mennesker, der var. Men det ville man ikke i FC Nordsjælland, og man har også forbudt enhver form for tilhørsforhold på neutrale pladser. Det synes jeg er en enorm uskik, siger Jacob Nielsen til campo.dk.
De bortviste fans’ jubel blev sat i gang da Gift Links bragede et af årets flottese mål ind efter en halv times spil.
Bortvisningen af de jublende fans medfører nu, at Jacob Nielsen vil have talt ud med FC Nordsjælland – og måske også tage den skridtet videre.
Det til trods for, at AGF på sin egen hjemmeside tidligere på ugen varslede, at det ikke var tilladt at udvise tilhørsforhold til AGF på Right to Dream Park, hvis ikke man befandt sig på udebaneafsnittet.
– Jeg tænker, at vi er nødt til at have en dialog med FC Nordsjælland om det. De har fået et par efterretninger her og nu – også fra frustrerede fans.
– Jeg synes, det er forkert. Jeg aner ikke, hvem det er, der er blevet smidt ud, eller hvorfor de er smidt ud.
– Man kan jo sige, at det mål der, det fortjener jo – uanset hvem, der har lavet det, eller hvem man holder med – så er det så smukt et mål. Så hvis der har siddet en neutral fan og jublet over det, så er vedkommende også blevet smidt ud.
– Jeg synes, det er formatløst. Vi bliver i øvrigt ikke behandlet sådan på alle de jyske stadions, når vi kommer og udvider afsnittene. Det er forkert, og vi udvider dem også gerne i Aarhus.
Hvor kan I tage det op henne? Divisionsforeningen?
– Ja, det er der ingen tvivl om. Det må være det rette sted.
Trods bortviste fans blev det alligevel til en glædens dag for AGF, der endte med at vinde pokalsemifinaleopgøret 2-3.
Returopgøret finder sted i Aarhus torsdag den 11. april.
Du kan se højdepunkter fra kampen i videoen øverst i artiklen