
Medie: CL-modstander har set sig varm på Jelert
Elias Jelert er et varmt emne i udlandet, hvor den 20-årige F.C. København-back nu har fanget interessen fra én af klubbens Champions League-modstandere.

Elias Jelert kan meget vel blive det næste store salg i F.C. København.
Den 20-årige back er fast mand på Jacob Neestrups mandskab, hvor han har spillet en flot sæson. Og så er han netop nu med på det danske herrelandshold i forberedelserne frem mod EM-slutrunden til sommer.
Allerede nu skulle klubber fra udlandet vise interesse for Elias Jelert. Nærmere specifikt skulle F.C. Københavns modstandere fra Champions League-gruppespillet, Galatasaray, begynde at røre på sig.
Det tyrkiske medie Fotospor skriver således, at assistenttræner i Galatasaray Ismael Garcia i lørdags var tilstede i Parken for at se Jelert i aktion for det danske landshold mod Schweiz.
Her blev det dog ikke til megen scouting, da Elias Jelert blot fik de sidste seks minutter på banen i opgøret.
Mediet har på nuværende tidspunkt ingen oplysninger om, hvor mange penge Galatasaray skulle være villig til at smide efter en potentiel Jelert-handel.
Elias Jelert er et produkt af F.C. Københavns eget ungdomsarbejde.
Trods sin unge alder står højrebacken allerede noteret for 88 førsteholdskampe i klubben med en enkelt scoring og seks assists til følge.
Elias Jelert er fortsat på kontrakt i hovedstadsklubben frem til sommeren 2027.
