Skuffet FCK-profil: Jeg fortjener at spille mere
Det er ikke blevet til meget spilletid på denne side af årsskiftet, og det har skuffet F.C. Københavns unge offensivprofil.
119 minutter i Superligaen og 32 minutter i Champions League.
Det er den mængde spilletid, det er blevet til for den unge F.C. København-profil, Roony Bardghji, på denne side af årsskiftet.
Og det skuffer den blot 18-årige svensker, der gerne så sig selv spille mere. Det fortæller han i et interview med svenske Expressen.
I sin snak med mediet bliver Roony Bardghji spurgt ind til, om han ikke er skuffet over den mængde spilletid, han har fået på det seneste i F.C. København. Og her er svaret klart.
– Ja, men selvfølgelig. Selvfølgelig er jeg det (skuffet over mængden af spilletid, red.). Men jeg vil ikke gå for meget ind i det.
– Jeg respekterer alles valg, men jeg føler, at jeg fortjener at spille mere. Og så bliver man selvfølgelig skuffet, når det ikke sker.
Det er i alt blevet til 152 minutters spilletid for Roony Bardghji på F.C. Københavns førstehold i 2024. Her har hovedstadsklubben været i aktion syv gange.
Roony Bardghjis navn ramte for alvor fodboldverdenens læber, da han scorede det famøse sejrsmål til 4-3 i Champions League-opgøret mod Manchester United.
Siden har flere storklubber som Manchester City, Manchester United, Real Madrid, Chelsea, FC Barcelona og flere til været meldt interesseret i den unge svensker.
Trods sin unge alder står Roony Bardghji allerede noteret for 74 kampe for FCK med 15 mål og en enkelt assist til følge. Han er fortsat på kontrakt i klubben frem til den 31. december 2025.
Medie: Så meget kræver FCK for Roony Bardghji – Superligaens transferrekord står for skud