Medie: Arsenal lurer på ung FCM’er
Premier Leagues aktuelle førsteplads, Arsenal, følger angiveligt med i FC Midtjylland-angriberen Franculinos udvikling.
Arsenal må efterhånden have et ganske godt kendskab til FC Midtjylland.
Den engelske storklub er således gennem længere tid blevet meldt interesseret i en af midtjydernes tidligere talenter, Ousmane Diomande.
Denne gang er det dog et af FCM’s nuværende talenter, der angiveligt har tiltrukket sig Arsenals opmærksomhed.
Således skriver mediet HITC, at klubben fra det nordlige London følger Franculino ganske tæt.
Det forlyder videre, at Arsenals scouts har ladet sig imponere over den 19-årige FCM-angribers færdigheder.
Arsenal er dog ikke ene om interessen for Franculino, da også Ajax, PSV Eindhoven og Dortmund meldes med i kapløbet.
Franculino kom til FC Midtjylland fra Benfica i sommer.
Han står i denne sæson noteret for imponerende 12 mål i 23 kampe – og det til trods for, at han oftest bliver brugt som indskifter.
Hans kontrakt med FC Midtjylland strækker sig frem til sommeren 2028.