Gravesen bliver ekspert på DR under sommerens EM
DR Sporten har onsdag præsenteret sine planer for dækningen af sommerens EM-slutrunde. Og på den landsdækkende kanal kommer landsholdslegenden Thomas Gravesen til at tone frem.
Thomas Gravesen har været fast ekspert på Discovery+ de seneste år.
Til sommer gæsteoptræder han dog på Danmarks Radio, hvor han skal indgå i ekspertholdet i forbindelse med slutrunden i Tyskland.
Det er har DR offentliggjort onsdag. Den 48-årige vejlenser skal dog ikke sidde og kloge sig alene i DR’s studie i forbindelse med udsendelserne.
Foruden Thomas Gravesen kommer også Flemming Povlsen og Arnela Muminovic til at sidde med som eksperter i sofaen i studiet på Aarhus Havn.
Det bliver Josefine Høgh, som kommer til at styre slagets gang som vært under udsendelserne.
Til kommenteringen af kampene bliver der to faste kommentatorpar. Andreas Kraul får selskab af Mikkel Bischoff, og Henrik Liniger danner kommentatorpar med den tidligere Brøndby-boss Troels Bech samt Arnela Muminovic.
Kampene kan også følges på P4, hvor Frederik Lindtved kommenterer kampene i selskab af Kenneth Møller Pedersen.
Danmark spiller første kamp i slutrunden den 16. juni mod Slovenien. De øvrige hold i Danmarks pulje er England og Serbien.