Kristoffer Olsson overflyttet til neurologisk center
FC Midtjylland har mandag meddelt, at Kristoffer Olsson har udfaset sin brug af respirator, og er blevet overflyttet til Hammel Neurocenter, hvor rehabiliteringen vil fortsætte.
Kristoffer Olsson har været indlagt på Aarhus Universitetshospital siden den 20. februar.
Den 28-årige svensker mistede bevidstheden i sit hjem, og undersøgelser har siden vist, at Olsson blev ramt af flere små blodpropper i hjernen.
Olsson har ligget i respirator og modtaget behandling for den sjældne betændelsestilstand i hjernens kar, men nu er svenskeren udfaset af respirator.
Derfor flyttes Olsson til Hammel Neurocenter. Det skriver FC Midtjylland på sin hjemmeside mandag.
– Hammel Neurocenter er et anerkendt behandlingscenter specialiseret i avanceret rehabilitering af neurologiske lidelser, og her vil eksperter give Kristoffer den målrettede behandling og støtte, som han har brug for, skriver FCM i sin meddelelse.
Klubben oplyser samtidig, at Olsson hverken har genvundet motoriske funktioner eller verbale evner, og de vurderer, at rehabiliteringen kommer til at vare adskillelige måneder.
Derfor ønsker klubben ikke at give en endelig prognose, men klubbens direktør takker Aarhus Universitetshospital for indsatsen i forbindelse med Olssons indlæggelse.
– Vi i FC Midtjylland vil gerne takke det sundhedsfaglige personale på Aarhus Universitetshospital for den dedikerede og yderst professionelle behandling, som Kristoffer har modtaget under sin indlæggelse, ligesom den omsorg og støtte, han og familien er blevet mødt med, har været af uvurderlig betydning, udtaler Claus Steinlein, administrerende direktør i FC Midtjylland.
Lössl efter Olsson-hyldest: Tak til alle – også FCK’s fansI kølvandet på nyheden om Kristoffer Olssons indlæggelse i slutningen af februar strømmede hilsenerne ind, ligesom der også har været hyldestklapsalver målrettet svenskeren til flere af midtjydernes kampe.