Medie: Dansk træner i spil til Wolfsburg-job
Det er ikke længe siden, han forlod en cheftrænerpost i Bundesligaen, men nu kan han potentielt snart gøre comeback.
Søndag formiddag kom det frem, at Bundesliga-klubben VfL Wolfsburg har valgt at fyre klubbens cheftræner, Niko Kovac.
Blot få timer efter nyhedens offentliggørelse går rygterne nu allerede på, hvem der skal tage over i klubben, der huser de to danske landsholdsspillere, Jonas Wind og Joakim Mæhle.
Og her er det rent faktisk en dansker, der bringes i spil som den første.
Således skriver den normalt velinformerede Sky Sports Tyskland-reporter, Florian Plettenberg, at Bo Svensson er blandt kandidaterne til jobbet.
– Den 44-årige Bo Svensson er en af kandidaterne til at erstatte Niko Kovac hos VfL Wolfsburg! Svensson var træner for FSV Mainz 05 indtil november sidste år.
– Han planlagde oprindeligt først at påtage sig en ny trænerstilling i den kommende sæson, men på grund af interesse fra Wolfsburg er Svensson i øjeblikket ved at genoverveje dette, skriver Florian Plettenberg på det sociale medie X.
Foruden Bo Svensson bringes en anden kandidat til jobbet også i spil.
Plettenberg kan således fortælle, at den tidligere RB Leipzig- og Southampton-manager, Ralph Hasenhüttl, også er på listen over mulige træneremner i VfL Wolfsburg.
Wolfsburg ikke vundet i Bundesligaen i de seneste 11 kampe, hvor det er blevet til seks uafgjorte resultater og fem nederlag. Klubben indtager 14.-pladsen i Bundesligaen – kun seks point foran nærmeste konkurrent under nedrykningsstregen.
Magtdemonstration: Dansk stortalent bomber løs i Arsenal igen