Kent N. om stærkt spillende BIF-hold: En kæmpe udfordring
Silkeborg IF møder søndag Brøndby IF i Superligaen, hvor der ifølge jydernes cheftræner, Kent Nielsen, venter en svær kamp mod et rigtig godt Brøndby-hold.
Superligaens grundspil når sin ende søndag, når 22. runde spilles.
Her skal blandt andre Silkeborg IF en tur til Sjælland, hvor Brøndby IF venter på Brøndby Stadion.
Det bliver en kamp mellem to mandskaber, der er inde i helt forskellige formkurver.
Silkeborg har ikke vundet i Superligaen siden 20. oktober, mens Brøndby derimod ikke har tabt en eneste kamp i samme periode.
Derfor er udebaneholdets cheftræner, Kent Nielsen, også godt klar over, at der venter en svær opgave for silkeborgenserne søndag.
– Det er en mega kamp. Der kommer rigtig, rigtig mange tilskuere, og Brøndby synes jeg også har fået samlet et rigtigt stærkt, og i særdeleshed rigtigt stærkt spillende hold, så det er jo en kæmpe udfordring for os.
– Men altså, vi er også bevidste om, at det ville være en god ide for os at få sat noget af vores spil. For det er vores mulighed for at få det resultat, vi kommer til at jagte, siger Kent Nielsen til Silkeborg IF’s hjemmeside.
Alle kampe i Superligaen fløjtes i gang klokken 17.00 i 22. runde.
Hvem der spiller mod hinanden, og hvor kampene spilles kan du se her.