Wind ud efter en halv time: Leverkusen vinder igen
Jonas Wind var med fra start, da Wolfsburg søndag aften skulle gøre noget, som endnu ikke er blevet gjort i denne sæson – nemlig vinde en kamp imod Bayer Leverkusen.
Jonas Wind var med fra start søndag aften.
Det blev dog kun til 30 minutter på banen, da danskeren blev skiftet ud efter en halv times spil.
Bayer Leverkusen fortsatte samtidig ufortrødent med deres vanvittige sæson, hvor klubben endnu ikke har tabt én eneste kamp.
Den eneste danske deltager i opgøret, Jonas Wind blev pillet ud efter 30 minutter til fordel for midtstopper Sebastiaan Bornauw.
Kort forinden havde Moritz Jens, som startede inde i midterforsvaret, nemlig fået sit andet gule kort og dermed et tidligt bad.
Således måtte Wind lade sig udskifte, og kort efter kom Leverkusen også foran.
En fremragende assist fra den spanske wingback Grimaldo resulterede i en helt fri Nathan Tella, som nemt kunne heade bolden i mål til 1-0.
I anden halvleg blev det endnu bedre for Leverkusen, da Exequiel Palacios vippede en høj bold ind til Florian Wirtz, som flugtede sejrsmålet ind til 2-0.
Således er Bayer Leverkusen fortsat ubesejret, og det er nu 36 kampe siden, at Xabi Alonsos mandskab sidst tabte en kamp.
Det betyder også, at Leverkusen buldrer videre i Bundesligaen, hvor klubben ligger suverænt på førstepladsen.