Guardiola inden sidste møde med Klopp: En fornøjelse
Manchester Citys manager, Pep Guardiola, er fuld af rosende ord om Jürgen Klopp og tyskerens beslutning om at stoppe i Liverpool, men den spanske træner bliver ikke overrasket, hvis hans rival en dag vender tilbage til fodbolden.
Én af fodboldens bedste rivaliseringer i nyere tid har været mellem Liverpool og Manchester City.
De to Premier League-mandskaber har i de seneste år givet hinanden kamp til stregen, og det skyldes især klubbernes to managers, Jürgen Klopp og Pep Guardiola.
Søndag møder de to trænere så hinanden igen – og måske endda for sidste gang i Premier League.
Jürgen Klopp har som bekendt meddelt, at han stopper som manager i Liverpool efter denne sæson.
Derfor har der op til søndagens opgør også været et stort fokus på de to managers og deres forhold til hinanden.
Liverpool-manageren har været ude og rose sin konkurrent og rival i Manchester City, mens Guardiolas nu også gør det den anden vej.
– Det var altid en fornøjelse – og det vil det også være søndag. Men vi vil forsøge at vinde kampen.
– Den måde, som hans hold spiller fodbold på, lærer du af. Det bliver godt, fordi det er altid godt at stå over for en udfordring.
– Jeg respekterer fuldstændig hans beslutning. Jeg snakkede med ham, og jeg har en følelse af, at han før eller siden vil vende tilbage.
Artiklen fortsætter efter reklamen.
– Han er en mand, som elsker fodbold. Hans passion er der. Han har perfekt forklaret, hvorfor han stopper.
– I Premier League er det måske sidste gang, vi mødes, men måske kan vi i FA Cup finde hinanden, og så må vi se, siger Pep Guardiola til Manchester Citys hjemmeside.
Engelske medier vil have Klopp med på holdetManchester City og Liverpool brager ind i hinanden søndag klokken 16.45 på Anfield, og kampen kan ses på See og Viaplay.