Forventninger til Kikkenborg: Får ingen kampe i Anderlecht
Freyr Alexandersson har store forventninger til sin tidligere målmand, Mads Kikkenborg, men han forventer ikke, at han får så meget som en eneste kamp for Anderlecht.
Det er lidt af et paradoks.
Den tidligere Lyngby-cheftræner, Freyr Alexandersson, har enorme forventninger til sin tidligere målmand – Mads Kikkenborg.
Kikkenborg spillede 53 kampe under Alexandersson i Lyngby fra 2021 til december sidste år, men i januar rykkede de begge til belgisk fodbold, hvor de nu er henholdsvis cheftræner i KV Kortrijk og reservemålmand i Anderlecht.
I et interview med Het Nieuwsblad bliver Alexandersson spurgt ind til, hvornår hans tidligere målmand slår igennem i Anderlecht, og islændingens svar er på én gang opmuntrende og dybt foruroligende.
– Jeg tror ikke, blandt andet på grund af klubbens valg, at han nogensinde kommer til at stå for Anderlecht.
– På samme tid vil jeg ikke være overrasket, hvis han står i mål for Danmark indenfor tre år. Skriv det ned – han er en rigtig klassefyr. Han har en vinders mindset, ønsker hele tiden at blive bedre, og så er han ikke bange for noget, lyder det fra Alexandersson.
Anderlecht har siden Kikkenborgs januarskifte spillet i alt syv kampe, men kun i to af dem har han været at finde på bænken, men i begge tilfælde har det kun været som trejdemålmand bag både Kasper Schmeichel og Colin Coosemans.
I de seneste tre kampe har Anderlecht-træner Brian Riemer udtaget en trup med kun en enkelt målmandsreserve, og derfor har Kikkenborg været end ikke været i truppen.
At det endnu ikke er blevet til debut i Bruxelles-klubben for Kikkenborg huer tydeligvis ikke hans tidligere træner.
– Jeg synes, måden han kontrollerer sit felt på, er imponerende. Han skal ikke være henvist til bænken for længe. Han skal spille kampe hurtigst muligt for at opnå det, der forventes af ham, lyder det fra Alexandersson.
For både Freyr Alexandersson og KV Kortrijk og for Anderlecht er der to kampe tilbage af grundspillet i den belgiske Jupiler League.
Om ni dage – lørdag den 16. marts – mødes de to hold i grundspillets sidste kamp. Allerede nu ligger det fast, at Anderlecht i slutspillet skal spille med i mesterskabskampen, mens det også ligger fast, at der venter Kortrijk en kamp om at undgå nedrykning i nedrykningsspillet.
Foruden Kasper Schmeichel og Colin Coosemans sættes Anderlecht nu også i forbindelse med Manchester City-reservemålmanden Stefan Ortega. Kasper Schmeichel har kontraktudløb i Anderlecht til sommer, men den danske landsholdsmålmand har en option i kontrakten, der gør det muligt at forlænge med yderligere én sæson.