Superliga-comeback? Klub overvejer SMS til David Nielsen
Det kører ikke i Lyngby. I sidste uge kom chok-fyringen af Magne Hoseth, og søndag tabte man 2-4 til bundproppen fra Hvidovre. Allerede inden kampen talte Lyngbys direktør varmt om David Nielsen, der bliver nævnt som en mulig aftager til trænersædet.
Det har været en skrækkelig uge for Lyngby.
Først måtte klubben sande, at det ikke var et match med Magne Hoseth som cheftræner, og søndag tabte man så 2-4 til Hvidovre, selvom De Kongeblå var foran 2-0.
Vanvittigt! – Hvidovre slår Lyngby i vildt comebackDer skal unægteligt findes en ny mand til trænersædet. Allerede inden kampen mod Hvidovre sagde Lyngbys administrerende direktør, Andreas Byder, til Viaplay, at han elsker David Nielsen.
Efter kampen snakkede selvsamme direktør så med bold, der spurgte ind til David Nielsen-udtalelsen.
– Jeg har ikke ringet til David Nielsen, men jeg kommer måske til det. Man kan jo også sende en SMS, sagde Andreas Byder til bold, da de spurgte, om han allerede havde ringet til David Nielsen.
Det kunne dermed godt være en hentydning til, at de to ikke har snakket i telefon endnu, men at Nielsen har en SMS i indbakken fra Lyngby.
Og netop David Nielsen er jo et særligt kendt navn i Lyngby.
David Nielsen var nemlig, før han tog til AGF, træner for netop Lyngby i tre sæsoner.
Her formåede han at hive dem tilbage op i Superligaen, og han var endda med til at vinde bronze til De Kongeblå i 2017.
Senest var David Nielsen træner i græske AE Kifisia, men her blev danskeren ingen succes. Faktisk fik han kun syv kampe som cheftræner.