Midlertidig Lyngby-træner: Ikke mit ønske
Mikkel Beckmann og Mads Kristensen stod søndag i spidsen for Lyngby Boldklub, som formåede at sætte en 2-0-føring godt og grundigt over styr mod Hvidovre IF. Mikkel Beckmann fortæller efter slutfløjt, at hans håb nu er, at han ikke skal agere cheftræner i næste weekend.
Fredag blev Magne Hoseth fyret efter 50 dage som cheftræner i Lyngby Boldklub.
Søndag var det derfor Mikkel Beckmann og Mads Kristensen, der stod i spidsen for den kongeblå superligaklub.
Det gik dog alt andet end godt for trænerduoen, der efter at have været foran med 2-0 ved pausen måtte se sig slået med 2-4 af Hvidovre IF efter slutfløjt.
Førstnævnte af de to, Mikkel Beckmann, fortæller efter kampen til Viaplay, at han absolut intet ønske har om at fortsætte i cheftrænerrollen.
Så du ser dig helst fri for at være cheftræner i næste weekend?
– Ja, hvis det er muligt.
– Jeg står her, og jeg tager alle slagene, indtil der står en ny. Men det er ikke mit ønske, og min intention er ikke at være cheftræner.
Hvorfor har du ikke lyst til at være cheftræner?
– Det ligger ikke i min mave. Det naturlige havde jo været, at da Freyr [Alexandersson] forlod os i vinter – nu har jeg været her i fem år – så skulle jeg have gået op og banket på og sagt, at “nu er det mig”. Men jeg havde den ikke, og jeg har den stadig ikke, siger Mikkel Beckmann.
Lyngby-direktør Andreas Byder fortalte forud for kampen til Viaplay, at fyringen af Magne Hoseth skyldes hans personlighed – særligt var han alt for introvert.
Samtidig oplyste han, at bestyrelsen i Lyngby Boldklub mandag skal have et møde, hvor man skal have fundet ud af, hvilken retning man vil gå i.
Lyngby spiller næste gang søndag mod F.C. København.
Du kan se hele interviewet med Mikkel Beckmann i videoen øverst i artiklen
Du kan se højdepunkter fra søndagens opgør mellem Lyngby Boldklub og Hvidovre IF i artiklen nedenfor
Vanvittigt! – Hvidovre slår Lyngby i vildt comeback