Joachim Andersen gled og sendte tre point til Tottenham
Joachim Andersen fik en kedelig hovedrolle lørdag eftermiddag, da en fejl fra danskeren var med til at sætte fut i Tottenham-comebacket.
Crystal Palace har fået ny træner, og det kunne ses i sidste spillerunde, da klubben smadrede Burnley med 3-0.
Langt hen ad vejen så det også godt ud for den nye Palace-manager, Oliver Glasner, da hans mandskab var foran med 1-0 helt indtil det sidste kvarter af opgøret.
En fejl fra Joachim Andersen var dog med til at sætte gang i Spurs-comebacket, da Tottenham snuppede en 3-1-sejr.
Efter en første halvleg, hvor Timo Werner skulle have bragt hjemmeholdet i front, kunne begge mandskaber gå til pause uden scoringer.
Efter pausen kom Crystal Palace bedst fra land, da Eberechi Eze bankede et frispark i kassen efter 59 minutters spil.
I det 77 minut gik det dog galt – Joachim Andersen mistede bolden til hurtige Brennan Johnson, som med et præcist lavt indlæg fandt Timo Werner ved bagerste stolpe.
Blot få minutter senere fik James Maddison servet bolden ind til Cristian Romero, som stangede Spurs på sejrskurs.
Skidt blev også til værre for Andersen og co. da Brennan Johnson igen var i oplæggerens rolle, da waliseren satte den sydkoreanske superstjerne Heung-Min Son op til kampens sidste scoring.
Der var nemlig ingen slinger i valsen, da Tottenham-stjernen stak afsted på en friløber og sikkert udplacerede Sam Johnstone i Palace-buret.
Således vandt Tottenham kampen 3-1, og klubben holder dermed snor i resten af top fire i Premier League.
Du kan se stillingen i den bedste engelske række lige her.