Fra helt til skurk: Mæhle scorer og begår straffe
Joakim Mæhle kom på tavlen, men kort efter begik danskeren også straffespark, da Wolfsburg tabte til Stuttgart lørdag aften.
Der var kun blevet plads til en enkelt dansker i Wolfsburgs startopstilling lørdag aften.
Jonas Wind måtte starte på bænken, imens Joakim Mæhle fik fuld spilletid i 2-3-nederlaget imod Stuttgart.
Den danske back indtog en hovedrolle i opgøret, da han først scorede, men kort efter begik straffespark i den anden ende.
Det startede heller ikke prangende for Wolfsburg, som efter 14 minutter kom bagud, da Stuttgart-topscoreren Serhou Guirassy stangede kampens første mål i kassen.
Dernæst sørgede Joakim Mæhle for, at der kom gang i gaden.
Først scorede den 26-årige dansker et fornemt mål efter flot Wolfsburg-opspil, og så var der bragt balance i regnskabet.
Det holdt dog ikke længe. Lige efter bolden blev givet op, begik Joakim Mæhle nemlig staffespark, som Guirassy sikkert eksekverede.
Du kan se sekvensen lige her:
Skidt blev næsten til værre for Wolfsburg, da Josha Vagnoman scorede bare tre minutter senere, men målet blev underkendt for offside.
Efter 77 minutters spil lykkedes det så for Josha Vagnoman at få et mål godkendt i opgøret, da den 23-årige tysker gjorde det til 1-3.
Imens var Jonas Wind kommet på banen efter 65 minutters spil, men danskeren kom hverken på måltavlen eller i oplæggerens rolle.
En anden Wolfsburg-indskifter fik dog nettet, da den netop indskiftede Lukas Nmecha var hurtigst over en løs bold efter 83 minutters spil.
Med nederlaget forbliver Wolfsburg på 13. pladsen i Bundesligaen, hvor klubben har otte point ned til FC Köln, som ligger under stregen.
Du kan se hele stillingen i Bundesligaen lige her.
Video: Wind banker bolden i hovedet på Rønnow