3F Superligaen

Thomasberg åbner op: Fodbolden er sat i perspektiv

FC Midtjylland har været gennem en hård uge i kølvandet på nyheden om klubbens svenske midtbanespiller Kristoffer Olsson, som ligger indlagt på hospitalet med en sygdom i hjernen. For FCM’s cheftræner har ugen budt på mange følelser.

Thomas Thomasberg til mediedag for FCM
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

I over en uge har FCM’s Kristoffer Olsson været indlagt på Aarhus Universitetshospital med en akut opstået sygdom i hjernen.

Tirsdag meddelte FC Midtjylland den triste nyhed til omverdenen, og bad samtidig omverdenen om at udvise forståelse.

Torsdag åbner midtjydernes cheftræner Thomas Thomasberg op om de følelser, han og truppen har oplevet siden Olssons indlæggelse den 20. februar.

– Man når igennem mange følelser. De fleste er relateret til bekymring, men de indeholder også håb og tro. Fodbolden er blevet sat i perspektiv. Både i forhold til hvor ubetydelig, den er, men samtidig kan man vende det rundt og se på den som en del af livet; at kunne være i et fællesskab og sammen med nogle om noget, man holder af og nyder i med- og modgang, udtaler Thomasberg til klubbens hjemmeside torsdag.

Olsson mistede bevidstheden i sit hjem, og blev efterfølgende hastet til Aarhus Universitetshospital, hvor han siden har været indlagt og i respirator.

En hård nyhed for alle i klubben.

Thomas Thomasberg til mediedag for FCM
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

– Vi har en holdkammerat, som er i en sindssygt svær situation, og det er vi påvirket af. Det, vi kan gøre, er, at få det bedste ud af det. Gøre noget ved det, vi kan gøre noget ved, og være der for hinanden. Vi reagerer forskelligt, og der har været plads til alle med den forskellighed, vi har i os.

Søndag aften vandt FC Midtjylland over AGF. Her var den nyheden om Olssons indlæggelse endnu ikke ude, men spillerne vidste besked.

– Selvom omverden ikke vidste det, gik vi jo på banen med en viden om, at vi har en holdkammerat, der kæmper en helt anden kamp, end den vi var i gang med. Men det gjorde samtidig, at vi gjorde alt for at yde vores bedste, fortæller Thomasberg.

Fodboldfællesskabets styrke

En stordel af fodboldverdenen – fra Arsenal over det svenske landshold og til FIFA – har siden udtrykt deres medfølelse for Olsson. Også fredagens modstander fra FCK har været på banen.

– Den medfølelse og bekymring han og vi har fået fra klubber, fans og spillere fra hele verden viser fodboldfællesskabets styrke. Det lyder til, at FCK også er klar til at sende ham gode tanker i morgen, og det sætter vi pris på.

FCK: Håber på fans’ støtte til klapsalver for Olsson

Også Thomasberg sender gode tanker til Olsson.

– Kristoffer er omgivet af den førende sundhedsekspertise. Vi har alle en tro på og et håb om, at det kommer til at gå ham godt. Lige nu sender vi gode tanker og alt den medfølelse, vi kan, slutter Thomasberg.

FC Midtjyllands fans har meddelt, at de ønsker at hylde Olsson i det ottende minut til fredagens kamp mod FCK.

Hovedstadsklubben har opfordret sine fans til at bakke op. Læs historien her.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P