
Medie: Juve vil sælge stjerne – har erstatninger på radaren
Ifølge et italiensk medie har Juventus planer om at sælge en af sine stjerner, og erstatningen bliver en af to mulige spillere, der også gør sig i den italienske Serie A til daglig.

Federico Chiesa kan snart være fortid i Juventus.
Det mener det italienske medie La Gazzetta dello Sport at vide.
Skulle det ske, regner Juventus med at få mellem 260 og 300 millioner kroner for den 26-råige italienske kantspiller, der kom til klubben for 325 millioner kroner i 2022.
Det italienske medie mener også at vide, at Juventus allerede nu ved, hvem der skal overtage Chiesas plads.
Det bliver én af to mulige. Begge fra andre klubber i Serie A.
Den ene kandidat er Genoas Albert Guðmundsson. Han er ligeledes 26 år gammel og kommer fra Island.
Guðmundsson har gjort sig godt til i Genoa, hvor han denne sæson står noteret for ni mål og tre oplæg i 24 ligakampe.
Den næste kandidat på listen er Napolis Giacomo Raspadori.
En 24-årig italiener, der sidste år var med til at løfte Scudettoen med den syditalienske klub.
Han har i denne sæson spillet 26 kampe i Serie A, hvor han har bidraget med tre mål og lige så mange assists.
Federico Chiesas kontrakt i Juventus udløber i sommeren 2025, hvorfor rygterne altså nu går på, at han skal væk, hvis ‘Den Gamle Dame’ stadig vil have mønt for ham.

Federico Chiesa har i alt spillet 116 kampe for Juventus, hvor det er blevet til 28 scoringer og 22 oplæg.