Gravesen talte med Zidane: Vil kun tage to og et halvt job
Thomas Gravesen har ikke ligefrem positive nyheder til de Manchester United-fans, der håber, at Zinedine Zidane overtager tøjler efter Erik ten Hag.
Han har stort set været sat i forbindelse med jobbet, siden Sir Alex Ferguson lod sig pensionere.
Zinedine Zidane og Manchester United har aldrig fundet sammen til trods for utallige rygter, og nu slår den franske legendes tidligere holdkammerat det sidste søm i kisten.
Thomas Gravesen, der var holdkammerat med Zidane i Real Madrid fra 2005 til 2006, har nemlig selv spurgt franskmanden ind til rygterne.
– Jeg snakkede med ham i Madrid for to år siden, og han sagde til mig, at der kun er to og et halvt job, han vil tage. Det er Marseille, [Real] Madrid og det franske landshold, siger Gravesen i studiet på 6’eren forud for Manchester Uniteds FA Cup-kamp mod Nottingham Forest.
To år er gået, og skulle Zidane have ændret mening, så vil Gravesen ikke afvise, at netop han kan være manden, der får Manchester United ud af den trofæmæssige krise, som klubben har været i siden 2013.
FA Cup-lodtrækning: Englands største kamp i vente– Han er dygtig, han har jo bevist sit værd. Jeg vil så sige, at det hold, han havde i Madrid, var jo fantastisk. Han skal i hvert fald have et warchest i England at handle ind for. Det hold Erik ten Hag har at gøre med lige nu, er meget svært at gøre noget med.
– Vi har set før, også i Superligaen, at kommer den rigtige træner ind på det rigtige tidspunkt, så kan skuden godt vendes, lyder det fra Thomas Gravesen.
Netop Manchester United er den klub, som Thomas Gravesen har mødt flest gange i løbet af sin karriere. I alt ti gange har Graver stået overfor De Røde Djævle, og her er det blevet til én sejr og ni nederlag.
Zinedine Zidanes historik mod Manchester United er markant bedre end hans tidligere danske holdkammerat. Den franske midtbanemaestro har mødt Manchester United i alt otte gange, hvoraf det er blevet til fire sejre, tre nederlag og én uafgjort.