3F Superligaen

Skuffet Anderson efter katastrofekamp: Forfærdelig oplevelse

AGF måtte søndag aften se sig slået af 2-3 af FC Midtjylland, selvom århusianerne kom to mand i overtal undervejs.

Mikael Anderson var skuffet efter AGF's nederlag til FC Midtjylland
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det skulle have været tre point.

AGF tabte søndag aften 2-3 til FC Midtjylland, efter ulvene ellers havde fået to mand udvist.

Det var en meget skuffet Mikael Anderson, der mødte Campo.dk efter kampen. Han lagde især vægt på, at AGF spillede en god første halvleg.

– Det var en forfærdelig oplevelse at stå på banen efter slutfløjt. Vi spiller en ganske udmærket kamp, og de første 30 minutter er måske de bedste 30 minutter, jeg har nogensinde været med til at spille i en AGF-trøje.

– Det var fuldstændig overfaldsfodbold, og vi skaber det, der skal til for at komme langt større foran end måske 1-0. Men det kan jo bare ikke bruges til noget, som alt er lige nu. Vi skal have tre point, og det fik vi ikke i dag.

– Vi skal prøve at hæfte os ved de positive ting, vi trods alt leverer i dag. Men vi skal også vinde den her fodboldkamp. Det er et ganske klart og tydeligt for alle. Vi kan ikke tabe en kamp, hvor vi er foran 1-0. Det er en katastrofe.

– Vi er ikke kyniske nok, og vi skal bruge for mange chancer for at lave et mål. Vi scorer på to straffe i dag, og vi kreerer sindssygt mange chancer i åbent spil. Så der er måske noget der, vi skal arbejde på, mig selv inklusiv.

– Så ja, vi spiller egentlig en bedre kamp end Midtjylland, hvis du kigger på stats og tal og xG og alle de der ting, som vi vurderer os selv på. Men vi står med nul point. Så det er svært at være glade for at spille en god kamp, når vi har nul point.

– Vi kreerer sindssygt store chancer elleve mod ni. Men det er jo også svært. De pakker sig fuldstændig, og de giver os plads på siderne. Vi kom til gode indlægssituationer, men indlæg er jo 50-50 dueller, og dem vinder vi måske ikke. 

– Men jeg synes ikke, at vi er gode nok. Vi skaber ikke det store. Og det er bare en katastrofe, at vi taber den her fodboldkamp.

– At stå der på banen efter, og fans der pifter, det forstår jeg godt. Det havde jeg nok også selv gjort, hvis jeg havde stået for enden af målet der. Så vi skal rejse os, men det er forfærdeligt.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P