Medie: City lurer på West Ham-profil
Manchester City har tidligere været på jagt efter West Ham-profilen. En bettingefterforskning satte dog i første omgang en stopper for en aftale, men nu skulle Pep Guardiola og co. igen pønse på en transfer.
Han var angiveligt snublende nær en transfer fra West Ham til Manchester City i sommeren 2023.
En bettingefterforskning satte dog i første omgang en stopper for den 26-årige Lucas Paquetás skifte til Pep Guardiolas Manchester City.
Men selvom støvet endnu ikke har lagt sig i forhold til sagen om ulovlig betting, som fortsat efterforskes, så genoptager de lyseblå fra Manchester nu angiveligt interessen.
Ifølge The Telegraph er West Ham-profilen således fortsat et varmt emne på Pep Guardiolas ønskeliste – specielt hvis Bernardo Silva skulle blive solgt til sommer.
Skulle Manchester City-skiftet ikke gå igennem, kan Lucas Paquetá samtidig lade sig trøste af, at der også skulle være interesse fra den franske storklub Paris Saint-Germain samt fra Saudi-Arabien.
Alt andet lige kan den verserende bettingsag fortsat blive en problematik for Lucas Paqueta. Kort fortalt omhandler sagen et mistænkeligt gult kort, som Paqueta ragede til sig i en kamp mellem West Ham og Aston Villa den 12. marts 2023.
Læs meget mere om sagen nederst i artiklen
Lucas Paquetá skiftede til West Ham fra franske Lyon tilbage i sommeren 2022.
Siden er det blevet til 68 kampe med 10 mål og 13 assists til følge. Han står desuden noteret for 42 brasilianske landskampe, hvilket har udmøntet sig i ni scoringer.
Den nuværende kontrakt mellem West Ham og Paquetá løber frem til sommeren 2027.
Et gult kort for meget: Premier League-profil misser stort skifte grundet mistanke om brud på bettingreglerne