Jonas Lössl om karrieren: Jeg prioriterer at være glad!
Jonas Lössl har haft en karriere i flere store klubber i Europa, og udover en masse store oplevelser har det også bidraget med et solidt syn på hverdagen, familien og det gode humør.
Han har holdt nullet mod Manchester City med Raheem Sterling, Gabriel Jesus og Leroy Sané på Etihad Stadium.
Han har tilsammen spillet flere end 150 kampe i Premier League, Bundesligaen og Ligue 1.
Og så har han også prøvet at sidde fast på bænken for Premier League-storklubben Everton.
Når Jonas Lössl kigger tilbage på sin karriere, er der mange store klubber, modstandere og kampe på cv’et.
Og det er lige præcis det, campo.dk har bedt FC Midtjyllands målmand om denne dag på træningslejren i starten af februar i Portugal, hvor den 1,95 meter høje målmand netop er fyldt 35 år – at se tilbage på karrieren i de største ligaer.
Jeg var godt nok ikke en god udgave af mig selv lige dér
– Jonas Lössl
Jonas Lössl kan søndag spille sin superligakamp nummer 172 for FC Midtjylland i topkampen på udebane mod Brøndby IF. Her sparkes forårssæsonen i gang, og midtjyderne skal forsvare førstepladsen i ligaen. Det er her, jagten på guldmedaljerne for alvor sættes ind.
Og kamp nummer 173 er alt, hvad det handler om lige nu for Lössl. At vinde Danmarksmesterskabet med FCM… og at få spilletid. Også selvom større adresser ude i Europa har fyldt meget hos den tidligere landsholdsmålmand, der også var i landsholdstruppen ved EM i 2021.
– Jeg har jo altid prioriteret at spille. Det har altid været vildt vigtigt for mig. Da jeg første gang i Everton oplevede ikke at skulle det, det gjorde noget ved mig. Jeg var godt nok ikke en god udgave af mig selv lige dér. Det er sjovt, hvordan man glemmer det nogle gange.
– For nogle gange kan jeg godt ønske mig tilbage, og ønsker at jeg måske havde holdt ved det lidt længere, og måske få lov at cirkulere lidt længere tid derovre, hvilket man jo kan gøre. Men så blev jeg også mindet om af min kone, min mor eller min bedste kammerat, at jeg faktisk ikke var glad på det tidspunkt. Og det var derfor, jeg søgte væk, forklarer Jonas Lössl til campo.dk om bruddet med Premier League-klubben Everton. Et interview, du kan se i sin helhed i videoen øverst i artiklen.
Der er ikke nogen tvivl om, at jeg har et stort hjerte for FCM, og det er den klub, der betyder mest for mig
– Jonas Lössl
Forinden var Lössl allerede et etableret navn i verdens bedste liga. Han havde sammen med Huddersfield taget fusen på mange storhold og spillet positivt og sprudlende fodbold på John Smith’s Stadium. Manager David Wagner havde skabt en lille sensation for det nyoprykkede hold fra Nordengland.
Det var sæsonerne efter Jonas Lössl forlod Herning og Midtjylland for at prøve sig af i Ligue 1 hos Evian samt i Bundesligaen hos Mainz, og gode præstationer i alle tre klubber sikrede senere skiftet til Everton, hvor Lössl siden så målmandskampen i storklubben falde ud til Jordan Pickfords fordel.
Og det nyder FC Midtjylland godt af i dag. For selvom der også en overgang var en uoverensstemmelse med ledelsen i FC Midtjylland, hvilket bød på endnu et kort ophold som reserve i Premier League hos Brentford, så vendte Lössl tilbage til FCM, hvor han igen jagter guld og godt humør.
– Hverdagen er jo dem, der er flest af. Så kan vi alle sammen sidde og drømme om guldmedaljer til sommer og alle mulige personlige mål. Eller at jeg har været i den klub i så og så mange år. Men det har altid betydet noget for mig, at jeg er glad, og jeg nyder min hverdag.
– Det var derfor, jeg skiftede hjem til FCM. Så skete der en masse ting, men jeg sidder her nu. Og jeg er virkelig glad for, at jeg er her. Jeg er glad for at være en del af det her hold og den udvikling, vi er i, siger Jonas Lössl i interviewet.
Søndag aften afgøres det, om Jonas Lössl står i målet for FC Midtylland på Brøndby Stadion. Målet er guld. Men gevinsten har han allerede fået.
At være glad i hverdagen.