3F Superligaen

Lössl om topstrid: Brøndby er tilbage og FCK er stærke

Særligt tre klubber byder sig til i mesterskabsræset i den danske Superliga – men hvem står egentlig stærkest?

Jonas Lössl sætter ord på topstriden mellem FC Midtjylland, F.C. København og Brøndby IF.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Fredag aften blev forårssæsonen i Superligaen 2024 skudt i gang.

Her tog Viborg FF imod OB, hvilket resulterede i en 1-2-sejr for gæsterne.

Søndag ruller bolden så på ny i landets bedste række, og de danske fodboldfans bliver blandt andet forkælet med et topbrag mellem Brøndby IF og FC Midtjylland.

Foruden de to klubber må F.C. København også siges at være en seriøs bejler til mesterskabet, særligt med tanke på vinterens transfervindue, hvor der blev handlet prominente navne ind i den danske hovedstadsklub.

FCK indtager forud for grundspillets sidste fem kampe tredjepladsen i Superligaen, hvorfra man har et hul på fem point ned til AGF på fjerdepladsen.

Selvom sæsonen stadig er lang og alt endnu kan ske, så siger øjebliksbilledet, at mesterskabet meget vel kan blive afgjort mellem den nuværende top tre.

Men hvordan er styrkeforholdet egentlig mellem dem? Det har campo.dk spurgt FCM-keeper Jonas Lössl om:

– Det glæder jeg mig også til at se. Nu tabte vi til Brøndby og vandt over F.C. København i efteråret, så det bliver spændende at se her foråret, siger han og tilføjer:

– Jeg glæder mig over, at der er så stærk en top, som der er i dansk fodbold lige nu.

Selvom Jonas Lössl glæder sig over topholdenes niveau, så er han ikke meget for at spå om, hvem der står med pokalen efter sidste spillerunde.

– Jeg tør ikke at komme med et bud. Men jeg ved godt, hvad jeg selv tror på – men jeg tør ikke komme med et bud.

– FCK er vanvittigt stærke. Det spillermateriale, de henter ind… Og så er Brøndby tilbage ved fordums tid, synes jeg. Jeg synes, at de (Brøndby, red.) ser super stærke ud, siger han.

Når alt kommer til alt, så er han dog godt klar over, hvilken af de tre klubber, der høstede flest point i efteråret.

– Jeg ved, hvor gode spillere og hvor dygtige folk der er her, så jeg håber på, at vi kan holde det forspring, vi har nu, indtil allersidst.

Han peger videre på, at det meget vel kan blive et mesterskab afgjort af marginaler:

– Det bliver jo detaljerne. Det kan være de mindste ting i kampene, der tipper det. Det kan være et forkert rødt kort, et forkert straffespark, eller en individuel præstation.

– Så skal vi ud, og så skal vi gå efter den drøm, som vi alle sammen har her – og det er at vinde guld, siger FCM-keeperen.

Jonas Lössl og resten af FC Midtjylland gæster søndag Brøndby IF på Brøndby Stadion.

Forud for kampen har midtjyderne et forspring på to point ned til søndagens modstander på andenpladsen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P