Officielt: Klinsmann fyret som landstræner i Sydkorea
Det sydkoreanske fodboldforbund har fredag morgen dansk tid fyret tyske Jürgen Klinsmann som landstræner.
17 kampe med ni sejre og tre nederlag til følge.
Sådan lyder fakta for tyske Jürgen Klinsmann, når han skal opgøre sin tid som sydkoreansk landstræner, efter han fredag morgen har fået sparket.
Den 59-årige tysker har mildest talt haft en resultatmæssig rutschebanetur som sydkoreansk landstræner, efter han blev ansat i marts sidste år.
Han lagde ud med ikke at vinde én eneste af sine første fem kampe i spidsen for den asiatiske nation, hvorefter han ikke tabte de efterfølgende 13.
Det var dog et kedeligt punktum, den tyske landsholdslegende fik sat, da han efter 13 kampe som ubesejret tabte semifinalen ved Asia Cup 2-0 til upåagtede Jordan.
Klinsmann får hårde ord med på vejen af den sydkoreanske forbund efter fyringen fredag.
– Landstræner Klinsmann formåede ikke at udvise de træneregenskaber og lederskab, som vi forventer af en træner for det koreanske landshold herunder styring af kampe, styring af spillere samt en arbejdsindstilling, der gør holdet konkurrencedygtig.
Son og Cho slået ud: Jordan i finalen for første gang– Landsholdet er mere end bare et sportshold, det er et hold, der repræsenterer Republikken Korea af navn og modtager opmærksomhed og støtte fra folket og betaler den energi tilbage til folket. Sådan må det fortsætte med at være.
– Som et resultat af forskellige diskussioner og meninger, mødte landstræner Klinsmanns konkurrencedygtighed og attitude som træner ikke de forventninger og følelser fra folket, og det blev vurderet, at det ville være vanskeligt at forbedre i fremtiden, så det blev besluttet at erstatte cheftræneren forud for anden runde af kvalifikationen til VM i 2026 i Nordamerika, lyder det fra det sydkoreanske fodboldforbund KFA.
Jürgen Klinsmann har tidligere været landstræner i Tyskland og i USA. Han er bosiddende i Los Angeles, og blandt andet det faktum, at han ikke har brugt nok tid i Sydkorea, har angiveligt været en afgørende faktor i fyringen.