3F Superligaen

FCN-finne er tilbage efter fem måneder: Føler mig klar

Han har ikke været i aktion siden landskampen mod Danmark i september, men nu er FC Nordsjællands Oliver Antman langt om længe blevet sin skade kvit.

Oliver Antman er klar igen efter langvarig skade.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Han havde netop fået sit gennembrud på det finske landshold, da han i landskampen mod Danmark måtte udgå.

Præcis hvilken skade, Oliver Antman pådrog sig i kampen den 10. september, har FC Nordsjælland aldrig rigtigt meldt noget ud om, men godt fem måneder senere er den 22-årige finne nu klar til at gøre comeback.

– Det føles virkelig godt at være tilbage på træningsbanen. Jeg har ventet på det i et stykke tid, og alt føles godt lige nu, så jeg er klar til at spille og bidrage til holdet igen. Jeg skal selvfølgelig vise mig frem igen, men det føler jeg mig også klar til.

– Det har været en god opstart. Jeg har det godt på banen, og jeg har savnet at være på træningsbanen med holdet og have min almindelige hverdag. Jeg træner fuldt med igen, og jeg glæder mig bare til, at det hele går i gang nu, siger Oliver Antman til FC Nordsjællands hjemmeside.

Oliver Antman debuterede på det finske a-landshold i september 2022 med både et mål og en assist i Nations League-opgøret mod Montenegro, og efterfølgende blev han mere eller mindre fast mand på det finske landshold.

Oliver Antman ude på ubestemt tid

Indtil videre er det blevet til otte kampe og hele fem mål for de kantspilleren, der dog måtte se Finlands sidste fire kampe i EM-kvalifikationen hjemme fra stuen.

Nu venter der et forår, hvor FC Nordsjælland først og fremmest skal sikre sig en plads i Superligaens top-seks, ligesom der til marts og april venter et pokal-semifinale-dobbeltopgør mod AGF.

– Jeg glæder mig til forårssæsonen, og jeg vil være så stor en del af holdet og hjælpe holdet, så meget som jeg overhovedet kan. Jeg synes, vi har en utrolig god trup, så jeg har store forventninger til vores niveau her i foråret. Jeg tror på, at vi kan gå hele vejen i pokalturneringen, og så håber jeg også, at vi kan præstere på et højt niveau i Superligaen. Så jeg ser bare frem til at komme i gang igen, lyder det fra Antman.

Oliver Antman kom til FC Nordsjælland fra finske IF Gnistan i august 2018, og indtil videre står han noteret for i alt 90 kampe og 13 scoringer på klubbens førstehold.

Antman blev i januar sidste år udlejet til hollandske Groningen, og de fleste forventede formentlig, at lejeperioden vil munde ud i en fast aftale i den hollandske klub. Groningen endte dog med aldrig at udløse frikøbsklausulen, og derfor vendte Antman i sommer retur til Farum og FC Nordsjælland.

FC Nordsjælland og Oliver Antman åbner superligaforårssæsonen med et vaskeægte lokalopgør, når de på søndag tager imod Lyngby hjemme på Right to Dream Park.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P