Bundesligaen

Bo Henriksen inden debut: Skal være irriterende

Den tidligere AC Horsens- og FC Midtjylland-cheftræner Bo Henriksen står lørdag overfor sin debut som cheftræner for tyske Mainz 05. Forud for opgøret sætter han ord på, hvilket udtryk man kan forvente at se fra hans mandskab.

Bo Henriksen i Mainz
Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix

Den 13. februar blev Bo Henriksen ansat som ny cheftræner i tyske Mainz 05.

Lørdag, fire dage senere, får han sin debut som cheftræner i Bundesligaen.

Her venter et opgør mod Augsburg, der også har en dansker som cheftræner, nemlig Jess Thorup.

Forud for kampen har Bo Henriksen løftet lidt af sløret for, hvad man kan forvente at se fra Mainz-spillerne på banen.

– Vi skal være en irriterende modstander. Det indebærer, at vi skal vise følelser og kæmpe, ligesom vi gjorde under træningen onsdag.

– Det vigtigste er, at vi går til opgaven med passion og tro. Det tillader os at have det sjovt – at vi får en følelse af, at vi opbygger og opnår noget sammen, siger han ifølge Mainz 05’s konto på X.

Bo Henriksen landede jobbet som cheftræner i Mainz efter knapt halvandet år i FC Zürich.

Forinden var han cheftræner i FC Midtjylland i et år, og før det havde han hele seks år som styrmand i AC Horsens.

Kampen mellem Mainz 05 og Augsburg fløjtes i gang lørdag klokken 15.30.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P