Europa League

Manniche trods skidt Benfica-efterår: Er ikke så urolig

Den tidligere Benfica-angriber Michael Manniche spår sin gamle klub gode chancer i Europa League-opgørerene mod franske Toulouse.

Michael Manniche om Benficas europæiske efterår.
Foto: Miguel Vidal/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Snart går det løs.

Torsdag aften sparkes forårssæsonen i Europa League i gang, når to’erne fra efterårets gruppespil møder de hold, der nu kommer ind i turneringen efter at være blevet nummer tre i gruppespillet i Champions League.

Et af opgørene hedder Benfica – Toulouse.

Portugiserne, der i både 2022 og 2023 nåede kvartfinalen i Champions League, blev i efteråret nummer tre i en gruppe, der også talte Real Sociedad, Inter og Red Bull Salzburg.

– Det er jo ikke så sjovt at deltage i Europa League i stedet for Champions League. Der er jo væsentlig flere penge og mere prestige i den anden turnering. Men det kunne ikke være anderledes. Og det var også lige med lodder og trisser, de kom ind på tredjepladsen, så det er de nok trods alt meget tilfredse med, siger Michael Manniche til campo.dk.

Michael Manniche spillede for Benfica fra 1983 til 1987 og følger stadig klubben tæt.

Han måtte i efteråret se sin gamle klub nøjes med fire point i de seks kampe i Champions League-gruppespillet. Red Bull Salzburg nåede samme antal, og det var først på en scoring i overtiden mod netop Salzburg, at Benfica sikrede tredjepladsen og altså en plads i forårets Europa League-slutspil.

Selvom Lissabon-storklubben i år må træde et skridt ned i forhold til de seneste sæsoner, er Manniche meget positiv omkring klubbens udvikling i de senere år. I efteråret 2021 udnævnte Benfica den tidligere stjernespiller Rui Costa, der blandt andet var med til at vinde Champions League med Milan i 2003, til ny præsident, og det valg har gavnet klubben, mener Manniche.

– Det virker enormt sympatisk. Og det virker enormt struktureret. Rammerne er gode. Der virker også til, at folk er gladere. Glade og stolte over klubben. Rui Costa var bolddreng, da jeg spillede dernede. Det viser også lidt om klubben, at man ikke bare vælger en eller anden fandens karl med en masse penge som præsident. Det er tilhørsforholdet, der betyder noget. Jeg er glad og stolt over, som det kører nu.

Mens det har knebet i Europa i denne sæson, er det gået bedre i den hjemlige liga, hvori Benfica har vundet de seneste syv ud af otte kampe og ligger i en tæt dyst om førstepladsen med lokalrivalerne Sporting.

Manniche er også fuld af fortrøstning forud for Benficas møde med Toulouse, der ligger i den nederste halvdel af Ligue 1.

– Da de lige trak dem var jeg lidt bekymret. Jeg er ikke så glad for franske hold. Men når jeg så ser, hvor de ligger henne i tabellen, så er jeg ikke så urolig. Benfica tabte godt nok for nylig i ligacuppen til Estoril på hjemmebane, men ellers går det jo godt. Jeg vil håbe og tror også, at de er lidt mere sat op til kampen mod Toulouse, siger Michael Manniche.

PC om Mattsson til EM: Hvad med Falk?

Benfica-Toulouse spilles på Estádio da Luz i Lissabon torsdag aften med kampstart kl. 21.00. Der er returopgør i Toulouse om en uge.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P