![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2024/02/campo-mikael-uhre-philadelphia-union-1200x630.jpg)
Uhre åbnede sin 2024-målkonto i målrig test
Mikael Uhre kom på tavlen for første gang i 2024, da Philadelphia Union fredag aften tabte en målrig træningskamp til FC Cincinnati.
![Mikael Uhre åbnede sin 2024-scoringskonto i træningskamp.](https://campo.dk/wp-content/uploads/2024/02/campo-mikael-uhre-philadelphia-union-1024x682.jpg)
En enkelt kamp, en enkelt scoring men også et enkelt nederlag.
Mikael Uhre fik en fin start på 2024, da han fredag aften spillede sine første minutter i Philadelphia Unions træningskap mod FC Cincinatti.
Kampen blev spillet over 120 minutter, og i modsætning til træningskampene mod Austin FC og brasilianske Flamengo i januar, så var den danske angriber en del af Philly-truppen, hvor han tilmed startede på banen.
Den 29-årige dansker skulle bare bruge seks minutter på banen, inden han fik en ekspederet en returbold i nettet.
17 minutter inde i kampen havde Jack McGlynn og ungarske Daniel Gazdag gjort det til 0-3, men så gik det ned ad bakke for Union.
Efter 65 minutters spil var kampen vendt på hovedet, så det pludselig var FC Cincinnati der førte 4-3.
Det var også stillingen, da Mikael Uhre efter 90 minutters spil forlod banen og blandt andet gjorde plads til landsmanden Sanders Ngabo, der sidst i januar skiftede til MLS-klubben fra Lyngby.
![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2022/10/20210509-133239-l-1920x1280we-kopier-261x176.jpg)
I den halve time, som den danske midtbanedebutant fik, blev der ikke scoret yderligere, hvorfor kampen endte 4-3.
Testkampen fredag aften var den næstsidste for Philadelphia Union, inden de 21. februar møder costaricanske Saprissa i 16-delsfinalen i Concacaf Champions Cup.
Den 25. februar sparker Uhre, Ngabo og Union MLS-sæsonen igang med en hjemmekamp mod Tobias Salquist og Chicago Fire.