3F Superligaen

Skrækkelig generalprøve – Brøndby taber stort til IFK

Det blev alt andet end den generalprøve cheftræner Jesper Sørensen havde håbet på, da hans Brøndby IF tabte med 3-1 til IFK Göteborg i sidste testkamp ved Atlantic Cup. Bag sejren til IFK stod tre velkendte ansigter i dansk fodbold!

Brøndby IF til Atlantic Cup 2024
Foto: theatlanticcup.com / Brøndby fra en tidligere kamp ved turneringen

Brøndby fik alt andet end en god afslutning på Atlantic Cup 2024.

Der var spillet under tre minutter, før danske Laurs Skjellerup havde bragt IFK Göteborg i front med 1-0, og under 10 minutter senere fremtvang den tidligere Hobro-angriber et straffespark, som Arbnor Mucolli scorede på til 2-0.

Frygtelig start der kun blev værre for Brøndby, da tidligere AC Horsens-spiller Thomas Santos scorede til 3-0 efter blot 16 minutters spil. Her kom Brøndbys målmand Patrick Pentz alvorligt på mellemhånd og lignede ikke en spiller, der er klar til at genoptage Superligaen.

Midtvejs i første halvleg brændte Ohi Omoijuanfo en kæmpe chance for Brøndby helt tæt under mål, hvorefter IFK på en omstilling sparkede på mål blot syv-otte sekunder senere nede i Brøndbys felt. Et godt billede på første halvleg på Estadio Municipal Bela Vista i Parchal.

Til Brøndbys store held blev Laurs Skjellerup og Arbnor Mucolli, der begge spillede en stor første halvleg, skiftet ud i pausen, og derefter fik Brøndby også bedre fat i kampen.

Men de to hold spillede på en bane, der efterlod meget at ønske, og på sin vis kunne græstæppet godt minde lidt om skandinaviske breddegrader.

Nicolai Vallys havde en meget stor chance til at reducere midt i anden halvleg, hvor Filip Bundgaard blev skiftet ind til sin anden optræden i den gule trøje. Men uden at komme til chancer.

Brøndby fik lagt et pres til sidst, og kort før slutfløjtet fik Jacob Rasmussen headet bolden ind til 3-1 på et hjørnespark, så de vandt anden halvleg.

Brøndbys første halvleg skal analyseres og derefter hurtigst muligt slettes.

Brøndby IF – IFK Göteborg
Resultat: 1-3
Målscorere:
0 – 1: 3. min, Laurs Skjellerup
0 – 2: 12. min, Arbnor Mucolli
0 – 3: 16. min, Thomas Santos
1 – 3: 89. min, Jacob Rasmussen

Brøndby IF møder i første runde FC Midtjylland på hjemmebane søndag den 18. februar klokken 18.00.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P