Jesper Sørensen om GFH: Kan mærke de har viden
Brøndby IF er i fuld gang med at forberede sig til Superligaens forårspremiere, og cheftræner Jesper Sørensen har sikret sig, at profilerne bliver i klubben. Og i forbindelse med transfervinduet har han arbejdet endnu tættere med ejerne fra GFH.
Det er torsdag, og det regner udenfor.
Det har det sådan set gjort hele dagen på Hotel Cascade Wellness i Lagos.
Så i modsætning til tidligere på ugen minder dagene på Brøndbys træningslejr på Algarvekysten mere og mere om hverdagen hjemme i Danmark. Og det passer nok meget fint. Om ni dage spiller Brøndby sin første superligakamp mod FC Midtjylland på hjemmebane, og forberedelserne er i sin absolutte afsluttende fase.
De har også noget ekspertise, som de kan byde ind med, hvor jeg ikke vil gå i detaljen
Jesper Sørensen
Noget der til gengæld har stået på i længere tid, er det amerikanske selskab GFH’s overtagelse af klubben.
Det er ikke, fordi det har ændret cheftræner Jesper Sørensens hverdag markant, men på nogle områder har den populære cheftræner mærket, at der er kommet nye ejere.
– Det er jo CV (Carsten Vagn Jensen, fodbolddirektør, red.) og jeg, der primært har kommunikation med ejerne. De er selvfølgelig interesseret i det, og de har også noget ekspertise, som de kan byde ind med, hvor jeg ikke vil gå i detaljen. Men der er sparring løbende, lyder det fra cheftræner Jesper Sørensen på Brøndbys mediedag, hvor de øvrige medier fra Danmark også kan troppe op.
Derfor er der også en summen i baggrunden af interviewet, som du i øvrigt kan høre her i artiklen. Og summen er en mild formulering, når det kommer til den modtagelse det nye ejerskab har fået hos flere af Brøndbys mange fans.
Men i hverdagen og på det sportslige område, har Jesper Sørensen fået en del ud af samarbejdet.
– Det er jo ikke sådan, at vi tales ved en enkelt gang, inden et transfervindue åbner. Der er der selvfølgelig løbende sparring henover hele sæsonen og i forhold til, hvordan vi hele tiden kan optimere truppen. Hvor skal vi sætte vores ressourcer ind? Hvor skal vi gøre forbedringer?
Kan du mærke, at de har noget knowhow fra andre klubber?
– Altså, det kan jeg godt. Jeg kan godt mærke, at de også har noget viden andre steder fra, som de selvfølgelig også vil dele ud af. Men min erfaring er også – og det tror jeg også, er deres erfaring – at fodbold jo ofte er forskelligt hen over landegrænser. Og at du ikke en til en kan sammenligne, hvad der sker i forskellige klubber og i forskellige lande, forklarer Jesper Sørensen til campo.dk.
Daniel Wass om Bundgaard: Kræver ingen introduktionBrøndby IF ligger lige nu nummer to i Superligaen, ét point efter FC Midtjylland på førstepladsen og to foran lokalrivalerne fra F.C. København. Så mesterskabet er indenfor rækkevide, og stemningen før forårets kampe er god i truppen. Det mærkes tydeligt.
Har du så haft en positiv MUS-samtale, eller har du fået nogle roser fra dem så?
Nej, det går jeg ikke så meget op i. Men altså … Jeg er her endnu, griner Jesper Sørensen til slut.
Fredag aften er det sidste test til Atlantic Cup og sidste kamp, inden det går løs mod FCM i Superligaen om ni dage.
Det bliver også Jesper Sørensens 33. kamp i spidsen for Brøndby IF som cheftræner.