Medie: Engelsk storklub følger Roony i Portugal
Ifølge The Sun har Manchester United sendt en scout til Portugal, hvor han holder øje med F.C. Københavns Roony Bardghji.
Han har efterhånden spillet så mange kampe i dansk fodbold, at man af og til godt kan glemme hans alder.
Roony Bardghji er blot 18 år. Med kampe og mål i Oddset Pokalen, Superligaen og ikke mindst Champions League, er det ikke svært at forstå, hvis nogle af udlandets storklubber har ham på radaren.
Der er da også ved gentagne lejligheder blevet meldt om interesse for den unge svensker fra nogle af de mest fornemme adresser i europæisk klubfodbold.
Denne vinter er ingen undtagelse.
En af de klubber, der bliver ved med at gå igen på rygtebørsen, er Manchester United.
Netop Manchester United skulle nu også holde et vågent øje med Roony Bardghji nede i Portugal, hvor F.C. København i disse dage er på træningslejr.
Således skriver The Sun, at den engelske storklub har sendt en scout afsted for at kigge nærmere på FCK-talentet.
Roony Bardghi bliver angiveligt overvejet som en mulig afløser for Jadon Sancho.
Manchester Uniteds interesse for den unge svensker skulle have taget til, efter han scorede mod klubben i Parken, da FCK vandt med 4-3.
Roony Bardghji står noteret for 71 kampe med 15 mål og en enkelt assist til følge for FCK’s førstehold.
Mattsson elsker tydelig Neestrup: Intet mellem linjerne