Officielt: Thomas Thomasberg genforenet med Randers-angriber i FCM
Alhaji Kamara er på plads i FC Midtjylland, hvor han kan se frem til en genforening med cheftræner Thomas Thomasberg.
Alhaji Kamara og Thomas Thomasberg er blevet genforenet.
Således oplyser FC Midtjylland torsdag, at man har hentet den 29-årige angriber til klubben.
Den nyslåede FCM’er er blevet udstyret med en aftale af to års varighed hos Superligaens aktuelle tophold.
Kamara skifter til midtjyderne efter fire og et halv år i Randers FC, hvor Thomas Thomasberg frem til foråret 2023 var hans cheftræner.
Nu kan de to se frem til endnu en tørn sammen i FCM.
– Vi får en spiller ind, som giver os en anden dimension med sin fysiske tilstedeværelse og målnæse i feltet. Kamara er en, der kan ændre fodboldkampe, siger Thomas Thomasberg til FCM’s hjemmeside og fortsætter:
– Han er garant for at vise stort mod i feltet. Samtidig har han en god timing og fornemmelse for, hvor målet står, og det illustrerer hans flotte målsnit set over hele karrieren også.
Den nyansatte fodbolddirektør i FC Midtjylland, Peter Sand, sætter ligeledes ord på tilgangen af Alhaji Kamara.
– Kamara er en fysisk stærk spiller, som kan bidrage med noget af det, vi ikke har mest af. Der er meget hård kamp om pladserne i angrebet, men for os er det vigtigt at supplere med nogle af de kompetencer, vi kan se, der mangler, siger han.
Medie: Vejle gafler FCM-talentAlhaji Kamara er i denne sæson noteret for ni kampe i Superligaen – alle i form af korte indhop. Det har kastet nul scoringer af sig.
I alt står han noteret for 22 mål i 71 kampe i landets bedste række.
Derudover har han 14 kampe med fire mål til følge for Sierra Leones A-landshold.