Kvindelandsholdet har fundet testmodstander inden EM-kvalifikationen: Bliver en styrkeprøve
EM-kvalifikationen går først i gang til april, så inden da skal det danske kvindelandshold i aktion for at finde ud af, hvor man står.
Det danske kvindelandshold skal fra april og frem kæmpe om en billet til EM 2025.
Inden da har man dog fået fastlagt en testkamp mod en stærk modstander i form af Østrig, som skal give landstræner Andrée Jeglertz et indtryk af, hvor stærkt han og truppen egentlig står.
Det oplyser DBU onsdag.
– Østrig er en rigtig god test for os forud for EM-kvalifikationen. Kampen bliver en styrkeprøve for at se, hvor vi står, og hvor vi skal blive bedre.
– Samtidig har vi muligheden for at prøve nogle taktiske ting af og videreudvikle den fremadrettede fodbold, som vi ønsker at spille, siger Andrée Jeglertz.
Østrig har, ligesom Danmark, været med ved både det seneste EM og VM.
DBU indgår langsigtet aftale med Hummel – ligestiller herrer og kvinderKampen mellem Danmark og Østrig bliver spillet den 28. februar.
Her kan ingen af de to nationer se frem til at have hjemmebanefordelen, da opgøret bliver afviklet på neutral grund i Marbella.
Den spanske lokation skyldes, at kvindelandsholdet i halvanden uge op til kampen har været på træningslejr i netop Marbella som et led i forberedelserne frem mod EM.
EM-kvalifikationen sparkes i gang i april med to kampe. UEFA trækker lod til EM-kvalifikationen den 5. marts.
EM 2025 finder sted i Schweiz.