
Medie: Lyngby henter FCM’er i Portugal
Lyngby Boldklub er efter sigende i færd med at hente Gustav Fraulo, der lige nu tørner ud for CD Mafra i Portugal.

Lyngby Boldklub ser ud til at være i færd med at vriste 18-årige Gustav Fraulo ud af hænderne på FC Midtjylland.
Det skriver B.T.
Den unge midtbanespiller skrev i sommer under på en ny femårig aftale med FC Midtjylland, inden han en måned senere blev sendt til CD Mafra i den næstbedste portugisiske række.
CD Mafra har samme ejer som FC Midtjylland, nemlig Heartland med Anders Holch Povlsen i spidsen.
B.T. skriver videre, at Gustav Fraulo er blevet tilbudt en kontrakt af fire og et halv års varighed i Lyngby Boldklub.
Han skulle allerede opholde sig i Danmark, hvor han blot mangler at bestå det obligatoriske lægetjek i løbet af mandag.
Efterfølgende er han klar til at skrive under og lade sig præsentere som ny Lyngby-spiller.

Gustav Fraulo har været igennem FC Midtjyllands akademi og repræsenteret flere af de danske U-landshold på vejen op, senest med seks optrædener for U19-landsholdet.
I Portugal er det blevet til 11 kampe for CD Mafras U23-mandskab.
Lyngby har efter sigende ambitioner om at bruge Fraulo i Superligaen.