Skidt nyt for Bayern: Profil har revet ledbånd over i knæet
Bayern München må formentlig undvære en af deres offensive profiler i en længere periode, da han har revet et ledbånd over i sit venstre knæ.
Bayern München fik med møje og besvær hevet en 2-3 sejr hjem mod Jess Thorups Augsburg lørdag eftermiddag i Bundesligaen.
Sejren kom dog også med en pris, for efter bare 26 minutter måtte Kingsley Coman skiftes af banen for Bayern München.
Den 27-årige franskmand kom til skade med sit knæ, og de første meldinger i Tyskland lød på, at det ikke så for godt ud for Coman.
Lørdag aften kunne den sydtyske så bekræfte omfanget af kantspillerens skade.
Her meddeler Bayern på sin officielle hjemmeside og på mediet X, at Kingsley Coman har revet et ledbånd over i sit venstre knæ.
Hvor længe Bayern-spilleren ventes ude, skriver klubben ikke noget om, men det forventes, at Coman ikke kommer i aktion for Bundesliga-klubben lige foreløbig.
Kingsley Coman har i denne sæson spillet 24 kampe for Bayern München, hvori det er blevet til fem mål og tre assist.