
Medie: Brøndby i konkrete forhandlinger med norske mestre
De norske mestre fra Bodø/Glimt har haft en Brøndby-spiller på ønskelisten længe, og nu ligger de to nordiske klubber i konkrete forhandlinger.

For seks dage siden havde han etårs-jubilæum i Brøndby.
Nu tyder noget på, at det ikke bliver til frygtelig meget mere for norske Håkon Evjen, der angiveligt står højt på ønskelisten hos de norske mestre.
Ifølge TV2 Norge ligger Bodø/Glimt netop nu i konkrete forhandlinger med Brøndby om et salg af den 23-årige nordmand, der kom til Brøndby fra hollandske AZ i januar sidste år.
Inden opholdet i AZ var Evjen i netop Bodø/Glimt, og selv skulle midtbanespilleren være ganske interesseret i en retur.
Også klubberne menes at være positivt indstillede på et skifte, skriver Tv2 Norge.
Evjen blev aldrig for alvor en succes i AZ, og der var store forhåbninger til ham, da Brøndby sidste vinter slap på den gode side af 15 millioner kroner for ham.

Heller ikke i Brøndby har nordmanden dog været helt den succes, som parterne havde håbet. I alt står han noteret for 30 kampe for vestegnsklubben, men i denne sæson har han kun i én kamp startet på banen for Jesper Sørensens tropper, mens han så sæsonens sidste fire kampe fra bænken.
Håkon Evjen blev kåret som årets spiller i Eliteserien i 2019, hvor den dengang 19-årige nordmand var med til at spille Bodø/Glimt til en andenplads – klubbens bedste placering siden 1977.
Efterfølgende har klubben vundet tre af de seneste fire sæsoners mesterskaber i Norge, og efterhånden har klubben overtaget Rosenborgs rolle som norsk fodbolds ubestridt bedste klub.