To sæsoner i træk: Brøndby sætter ny rekord
Den forgående rekord var kun én sæson gammel, men igen i efteråret 2023 satte Brøndby rekord for salg af hjemmebanetrøjer.
Det er næppe nogen hemmelighed, at både gul og blå er populære farver i Brøndby.
Den trend lader ikke til at ændre sig lige foreløbig, for superligaklubben fra den københavnske vestegn kunne mandag berette om ny klubrekord.
Brøndby har igennem de seneste sæsoner oplevet stadig stigning i antallet af både hjemme- og udebanetrøjer, og det kulminerede sidste sæson, hvor klubben satte salgsrekord for antallet af solgte trøjer fra lancering til nytår.
Troede de.
Nogen kulmination var det nemlig ikke sidste år, for igen i år kan Brøndby melde om ny rekord – for efteråret 2023.
– Vi har gennem de seneste par sæsoner oplevet en pæn stigning i antallet af tilskuere på Brøndby Stadion, og vores trøjesalg på både hjemme- og udebanetrøjer har også fulgt med den stigning. Vi er enormt glade og stolte over den opbakning, vi mærker fra vores mange fans rundt omkring i landet – om de støtter os på udebaneafsnittene eller kommer ned og får købt en trøje og hilser på i Brøndby Shoppen, fortæller marketingchef Thomas Skov Petersen og fortsætter:
Brøndby taber test mod Superligaens bundprop– Denne sæsons hjemmebanetrøje sætter faktisk en ny rekord med en stigning i antallet af solgte trøjer på ca. 13,5 % i forhold til sidste sæsons hjemmebanetrøje, som var den bedst sælgende på daværende tidspunkt. Og det gør dermed vores nuværende trøje til den bedst sælgende hjemmebanetrøje nogensinde, målt på en halvsæson.
– Det betyder også, at vi igen har måttet spørge hummel om at få produceret flere trøjer på deres fabrik midt i sæsonen, da det selvsagt er en vigtig prioritet for os, at det altid er muligt at købe spillertrøjer i Brøndby Shoppen og online, slutter Thomas Skov Petersen.
Hvor mange trøjer, Brøndby har solgt, siden hjemmebanetrøjen blev lanceret onsdag den 21. juni, melder klubben intet om.