3F Superligaen

FCM-målmand godt tilbage efter hovedskade: Min hukommelse var hårdt ramt

Det så bestemt ikke godt ud for Martin Fraisl, da han i efterårets næstsidste kamp måtte bæres fra banen efter et sammenstød med Silkeborgs Alexander Lind. Nu er den østrigske målmand dog tilbage i fuld vigør.

FC Midtjyllands Martin Fraisl er tilbage i træning efter hovedskade.
Foto: Daniel Stentz/ FC Midtjylland

Han kunne selv klappe af tilskuerne, da han på en båre blev båret fra banen.

Det stod heldigvis forholdsvis hurtigt klart, at FC Midtjylland-målmand Martin Fraisl, ikke var kommet alvorligt til skade, efter han stødte sammen med Silkeborgs Alexander Lind sidst i november.

Silkeborg-topscoreren fik direkte rødt, mens den østrigske målmand modtog behandling på banen, for derefter at blive båret fra banen til klapsalver fra både hjemmeholdets og udeholdets fans.

Fraisl kom ikke yderligere i spil i efterårssæsonen, hvor der kun resterede én kamp, men nu er der godt nyt fra den 30-årige østriger, der træner fuldt med i Ikast.

– Jeg har det godt. De første par dage efter skaden var svære, fordi min hukommelse var hårdt ramt, så det var en stor hjernerystelse. Men der gik ikke mere end et par dage, før jeg kunne begynde at være sammen med min familie igen og kun et par ugers tid, før jeg følte mig helt tilpas.

Mål og Highlights: Drama og rødt kort til topscorer da FCM sejrede sikkert i Silkeborg

– Vi skulle selvfølgelig igennem nogle protokoller og tage vores foranstaltninger, men allerede efter tre uger var jeg helt tilbage til normalen igen. Jeg har det perfekt og har faktisk også afvist at spille med beskyttelse, fordi jeg føler mig et godt sted. Nu nyder jeg at være tilbage på banen, lyder det fra Fraisl.

Selvom det ikke var sjovt at skulle se den efterfølgende hjemmekamp mod Viborg fra tribunen, så er Fraisl glad for, at holdet sluttede efterårssæsonen som nummer ét i Superligaen – noget der betyder mere i Danmark end i de lande, Fraisl tidligere har spillet i.

Lind efter grimt sammenstød: Selvfølgelig har det påvirket mig

– Det var fantastisk at se drengene gøre arbejdet færdigt, så vi kunne slutte året af som nr. 1. Normalt går jeg kun op i, hvordan stillingen ser ud til slut, men især i Danmark, hvor vi har en pause, der er så lang, har det stor betydning at slutte efterårssæsonen godt af.

– Tabellen indikerer, at vi har gjort noget rigtigt. Vi sluttede af med seks ligasejre i streg, og vi har lært af den hårde start. På en eller anden måde er vi eksploderet, og vi er et hold, der ved, hvordan man vinder kampe, selvom alt ikke går vores vej. Jeg nyder virkelig, at vi ligger nr. 1, og det giver en endnu større motivation til at arbejde hårdt for at bevare den placering, siger Fraisl.

Martin Fraisl kom til FC Midtjylland fra Arminia Bielefeld på en fri transfer i sommer. På den jyske hede er det indtil videre blevet til samlet set otte kampe.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P