Viborg comeback-sejrede mod Sønderjyske i første træningskamp
For både NordicBet Ligaens førerhold Sønderjyske og superligaholdet Viborg var det årets første testkamp, da de fredag mødtes i det midtjyske.
En glimrende start på 2024 blev på bare to minutter ødelagt for Sønderjyske.
Selvom Viborg længe så ud til at skulle tabe årets første test mod de sønderjyske oprykningsfavoritter, så var det superligaholdet, der i sidste ende startede 2024 med en 2-1-sejr.
Første halvleg på Kirkebækvej sluttede uden mål, inden hjemmeholdet skiftede samtlige 11 spillere ved pausen, mens gæsterne satte syv nye spillere på banen.
Én af sønderjydernes indskiftere, 18-årige Anders Bergholt Pedersen, gjorde det efter bare otte minutter på banen til 0-1 for gæsterne, da han satte foden på et indlæg fra amerikanske José Gallegos.
Thomas Nørgaard skiftede sine sidste fire startere ud efter en times spil, og det så længe ud til, at de skulle komme fra kampen med en 0-1-sejr.
Det ødelagde værterne dog helt mod slutningen af kampen, da Renato Junior og Anosike Ementa efter 87 og 89 minutters spil gjorde det til henholdsvis 1-1 og 2-1.
I vinteropstarten møder Viborg også Esbjerg, AC Horsens og ukrianske Kryvbas, inden Superligaen går igang med en kamp mod OB den 16. februar.
Sønderjyske har planlagt træningskampe mod Slavia Prag, Landskrona, GAIS, Halmstad og Fredericia, inden de starter NordicBet Liga-sæsonen med en udekamp mod sine nærmeste forfølgere fra AaB.