Vinterkulde sender Brøndby på haste-træningslejr
Det har ikke været muligt for Superligaens toer at træne på sin vante træningsbane grundet sne og frost, og derfor rejser truppen nu på en hastigt improviseret træningslejr.
Vinteren har i dén grad fået tag i Danmark, og den lader ikke umiddelbart til at ville slippe.
Det har besværliggjort vinteropstarten hos Brøndby, der har reageret hurtigt og planlagt en seks dage lang træningslejr i England – nærmere bestemt London.
Allerede onsdag (den 10. januar) drager spilletruppen på en hastigt planlagt tur til fodboldens moderland.
Det er Brøndbys Bane 2, der til trods for indlagt varme har været så hårdt ramt af sne og frost, at den ikke har været mulig at træne på.
– Vi havde ellers lejet os ind og planlagt hele perioden frem til træningslejren i Portugal på den nye kunstgræsbane, Bane 2, men på trods af indlagt varme har det desværre ikke været muligt at træne på den grundet sne og frost.
– En træningsopstart som den plejer og havde været at foretrække, men vi har set os nødsaget til at kigge andre steder hen i forhold til alternative muligheder for at træne med bedst mulig kvalitet, og det har vi fået en god mulighed for at gøre i London.
– I London får vi så mulighed for at træne på gode baner af høj kvalitet, så vi allerede hurtigt i vores opstart kan komme i gang med spillet på bolden, selvom der selvfølgelig også vil være stor fokus på det fysiske i opstarten, fortæller cheftræner Jesper Sørensen.
Københavner-derby: Brøndby og F.C. København tørner sammen i PortugalBrøndby rejser senere på vinteren til Algarve-kysten i Portugal, hvor klubben for tredje år i træk deltager ved Atlantic Cup – en turnering, klubben vandt sidste år.
På den portugisiske sydkyst møder Brøndby i år ærkerivalerne fra F.C. København, ligesom de skal op imod den svenske danskerklub IFK Göteborg. Det er i alt syvende gang, Brøndby deltager ved træningsturneringen i Portugal.
Brøndby melder intet om, hvor i London den kommende træningslejr skal foregå.